Rejsebeskrivelse. (Dagbog)

Tirsdag den 13. marts 2012.

I dag skal der pakkes, for i aften starter hjemturen.
Jeg flyver med AirAsia fra Krabi kl 19.55 Til Bangkok, og videre med SAS fra Bangkok den 14. marts kl. 00.25.
Ankomst til Kastrup kl. 06.25.

Her sluttede så dette års tur til Thailand.
Put and take fiskesø i Krabi.

Fredag den 9. marts 2012.

Stranddag igen, men i dag tog jeg spadsereturen til Hat Nopharet Thara.
Ud for kysten ligger der nogle øer, som tidligere var rigtige øer, som man kunne gå ud til når det var lavvande, men nu er de blevet landfaste idet der er pumpet enorme mængder sand ind i bugten.

Øerne ud for Hat Nopharet Thara.

Fredag den 2. - torsdag den 8. marts 2012.

De sidste dage har primært været stranddage på forskellige strande i og ved Ao Nang.
Der er også blevet tid til nogle gange massage.
Den gamle Ao Nang strand er alt for overfyldt, men andre steder er der rigeligt med plads, blot se billedet.
Jeg har desværre haft problemer med adgang til internettet, det er ikke mit udstyr, men Blue Ba You's.
De har nu igen haft eksperter på arbejde. men det har nu ikke resulteret i et stabilt net.

På Napharathara stranden er der god plads.

Torsdag den 1. marts 2012.

I dag besøgte jeg elefantfarmen Nosey Parker's: http://www.krabidir.com/noseyparkers/

 De elefanter de har bruges kun til turisme, det er her man kan få sig en ridetur ind i junglen.
Rideturen har jeg tidligere været på, men jeg kan godt lide at besøge stedet, for at få en snak med elefantførerne og så oplevede de store dyr når de bliver passet og plejet.
Elefanterne kan tilsyneladende vædig godt lide at bade. De får altid et bad efter at rideturene er afsluttet.

Efter elefanterne kørte jeg til et andet område jeg ynder at spadsere rundt i.
Det er en samling fiskesøer med forskellige fisk i hver sø og med broer over nogle af  søerne, sådan var det i hvert fald engang. Den største atraktion var dengang deres store eller som de kaldte det "Gigant Catfisch"
Siden jeg var her sidst har de haft nogle oversvømmelser, så fiskene er blevet blandet, men det værste er næste at alle de store catfisch er væk fra deres egen sø, enkelte befinder sig nu i de andre søer, men de fleste er kommet over i den flod som forsyner søerne med frisk vand. Det vil sige, at de nu er fritlevende i floden.

Om aftenen var jeg til fødselsdagsfest hos Ban's hustru.
Det blev holdt i deres restaurant og var en god og hyggelig fest med masser af thaimad.

Jeg har ikke mødt Ban i længere tid, jeg og andre har regnet med at det var arbejdet der tog hans til, men sådan var det ikke, han havde haft en hjerneblødning og var lammet i hele venstre side. Det var uhyggeligt at se en ellers frisk og veltrænet mand så forandret.
 

Elefantbadning efter afsluttet arbejde.

Søndag den 26. - onsdag 29. februar 2012.

Så er der igen samlet nogle dage for min dagbog, men nu skal der følges op på det.
I går kørte jeg ud til Wat Tham Suea, populært kaldt Tiger Templet. Det er et budistisk tempel som er meget besøgt af turister.
Den største atraktion er nok de 1237 trappetrin op til den øverste del af templet, jeg har været deroppe to gange tidligere så den tur springer jeg nu over denne gang.
De begyndte på en udbygning af templet for ca. 10 år siden, det ser ud til at der nok vil gå yderligere 10 - 20 år inden de bliver færdige.
De har lavet noget af den jordnære udsmykningen, nok for at gøre byggeriet mere turistvenligt og rart for dem selv at se på. De viste figurer er alle støbt i beton, slebet og malet. da jeg var her for 2 år siden var de ved at støbe både tigrene og søslangerne.
Solveig vil sikkert kunne huske begyndelsen på det nye høje tempelbyggeri, jeg har selv fulgt byggeriet igennem alle 10 år og har vel ofret omkring 50 kr. på det.
Byggeriet er helt financieret ved donationer.
Undervejs derud besøgte jeg det lokale tempel med den liggende Budda.
Jeg sluttede dagen uden i mangroven på Krabi siden (modsat af i lørdags). Her nød jeg en dejlig stor krabbe tilberedt med mild karry.
Jeg har taget onsdagen med i dette dagbogsafsnit, det er lidt på forskud, men jeg regner med at det bliver en dag på stranden når jeg er færdig med at skrive. Bliver det anderledes kommer der en rettelse.
Det nye tempel i Wat Tham Suea.

Lørdag den 25. februar 2012.

Op på motorcyklen og af sted, jeg plejer at køre en tur ud i sumpen (mangroven) hvor de dyrker de store tigerrejer.
Det gjorde jeg så også denne gang, de havde fået lavet helt nye plastikbetrukne bassiner. Det er meget mere hygiejnisk end det plejer at være, det er jo de rejer vi køber hjemme i Danmark.
Jeg kørte helt ud til hvor man ikke kan komme længere, her i mangroven står husene på pæle og børnene svømmer rundt alle vegne. Jeg kommunikerede lidt med børnene.
En lille pige kom med et glas iskoldt vand, det var lige hvar jeg trængte til, men det var også en invitation til at komme til familien som var ved at spise frokost.
Igen endte jer i skrædderstilling oppe på bordet og spiste ægte thai mad, betaling for maden ville de under ingen omstændigheder have.
Som det fremgår at billederne, havde jeg også kontakt med nogle at deres fritgående husdyr.
Til aften var jeg igen i restauranten med dværgene, denne gang fik jeg en dybstegt hvidsnapper med hvidløg og grøn peber, herligt.
Jeg sluttede aftenen med en gin og tonic i  Mr. Ban's restaurant. Ban selv var på arbejde (politiet), så ham fik jeg ikke hilst på.
Hans kone inviterede til sin fødselsdagsfest den 1. marts.
(Så Helle, jeg vil holde din fødselsdag i Ban's restaurant).
Bassiner med tigerrejer.

Fredag den 24. februar 2012.

I dag drejer det sig kun om stranden, jeg skulle jo nødig komme hjem som en blegfis, så er der nogen som kunne tænke, at jeg har lavet noget helt andet i de to måneder jeg har været væk.
Nå men jeg må passe på solen, ellers bliver jeg bare branket.
Det blev en herlig dag med sol og varme og jeg er ikke branket.
Der er nu smukt her på stranden i Ao Nang.

Torsdag den 23. februar 2012.

Stadig herligt vejr her i Ao Nang.
Jeg kørte på motorcykel en tur til Klong Muang, som er en lille by med store strande. Jeg kunne konstatere, at det er en by i rivende udvikling, der bygges hoteller i massevis, men strandene er stadig ret øde.
Jeg besøgte også fiskerklondiket, hvor de tørre fisk og blæksprutter på stativer på stranden. Her mødte jeg en bekendt fra Ao Nang (ham som forærede mig nye stødtænder til Helles elefant). Han havde besøg af sin familie fra Chang Mai, de var på storindkøb af tørrede blæksprutter. 

Her handles tørrede blæksprytter.

Onsdag den 22. februar 2012.

Efter en god lang nats søvn, vandrede jeg ind til byen Ao Nang for at leje en motorcykel, jeg valge samme udlejer som jeg plejer og fik den til den sædvanlige pris. (Det halve af hvad andre turister betaler)
Jeg aflagde Inge og Erik et besøg, så har de kendskab til mit opholdssted. Inge fortalte, at hun havde fået en rigtig "røvtur", men det var nu hovedet hun havde slået.
Til aften spiste jeg i fiskerestauranten med de to (smal ladyes) dværgene. Jeg fik en stor krabbe, herlig spise.
Krabbe til middag hos dværgene.

Mandag den 20 - tirsdag den 21. februar 2012.

I dag skal der pakkes og betales, for nu slutter opholdet her i Krachang Guest House.
I morgen tidlig, allerede klokken 06.30 bliver jeg kørt til Ubon Ratchathani Lufthavn.
Mit fly afgård klokken 09.30, jeg mellemlander i Airport Suvarnabhumi (Bangkok), efter ventetid var jeg fremme i Krabi Airport klokken 15.20.
Fra Krabi kørte jeg til Ao Nang og fik en bungalow i Blue Ba You (samme bungalow som jeg forlod for to uger siden).
Det var skønt, at komme tilbage til Krabi området. Her er alt dejligt friskt og grønt, luften er meget mere fugtig, man kan mærken det på velværet. Men jeg fortryder ikke turen til Ubon Ratchathani.
Fra terrassen ved min bungalow.

Søndag den 19. februar 2012.

Idag har jeg besluttet mig for at vende tilbage til den familie jeg først mødte her i denne del af Thailand, det er jo tiden at begynde at sige farvel.
Jeg blev igen meget vel modtaget og folk stimlede sammen, men denne gang kendte de mig og jeg kunne da også genkende en hel del af dem.
Børnene omtalte mig som bedstefar og familiens ældste, som var en kvinde på 84 år, syntes det var en flot ung mand der var kommet på besøg.
Jeg fik lejlighed til at smage deres thai kartofler. De lavede en udmærket kartoffelsuppe som smagte godt. Kartoflerne smager næsten som dem jeg kender hjemmefra, men er noget sødere.
Kyllinger til salg på det lokale marked.

Torsdag den 16 - lørdag den 18. februar 2012.

For det første, så har jeg nu bestilt flybillet til på tirsdag. Først flyver jeg fra Ubon Ratchathani til Bangkok derefter videre fra Bangkok til Krabi. Jeg regner med igen at tage ophold i Ao Nang på Blue Ba You.
Idag lørdag har jeg plukket bananer til spisning med det samme. Jeg har også høstet nogle sukkerrør, marven kan spises som slik og er meget sød. Endvidere har jeg plukket papaya frugter.
Jeg har også været på det lokale marked og købt madvarer.

Levende madvarer, men det var nu ikke dem jeg købte.

Mandag den 13 - onsdag den 15. februar 2012.

Dagene går med afslapning ved poolen og lidt køreture på motorcykel rundt i landbrugslandet. Der var blandt andet en bondemand som ville vise mig hans svinefarm. Det viste sig at være vildsvin han opdrættede. Han havde været bosat i Israel i to år, så hans engelske sprog var fint.
Jeg er begyndt at savne havet. Herfra er det vel 800 kilometer til havet, så jeg vil nok snart se på planer for de sidste fire uger her i Thailand. 
Vildsvine farm.

Søndag den 12. februar 2012.

Meget tid ved poolen, men i skygge ellers bliver man brændt at den skarpe sol.
Det er den eneste pool i området, så der kommer gæster langvejs fra, for her på en søndag at få en dukkert. Mange af dem som kommer er nogle jeg har mødt før, men de kender også værten i hotellet.
Spisning er lidt vanskeligt at arrangere, men man kan altid finde en grill langs vejkanten, så det står ofte på en grillkylling eller en fisk.
Poolen ved Krachang Guest House.

Lørdag den 11. februar 2012.

Jeg startede bilturen klokken 09.00, med i bilen var den familie jeg har kontakt med, de ville også gerne være turister.
Først kørte vi til Wihan National Park som ligger i bjergene op til grænsen til Cambodia, vi kørte ikke ind i Cambodia, dels fordi grænsen næsten er lukket og dels fordi mit Visum til Thailand derved ville blive annulleret.
Vi måtte nøjes med at se Wihan Templet på afstand, det er et meget gammelt Khmer-tempel.
Området i Thailand hvorfra vi kunne se ind i Cambodia er også et ret interessant område, men der var fyldt med thai soldater og pigtråd. De kan vist ikke rigtigt finde tilrette med den grænsedragning der er foretaget.
Området var meget fredeligt og soldaterne ville meget gerne tale med os, men de siger at engang imellem skyder de lidt over mod "fjenden".
Efter dette frontlinie besøg kørte vi til et andet og nyere tempel. Det tempel er bygget af tomme flasker, der er brugt ca en million flasker.
Dagen sluttede ved/i et vandfald, der var nu ikke ret meget vand på denne tid af året, men det var da muligt af bade lidt.
Inden vi kørte hjem, delte vi en grillet kylling og en grillet fisk med tilhørende ris.
Det blev til en 10 timers tur til 200 kroner for bil med chaufør til os 6 personer.
Grænsen mellem Thailand og Cambodia følger for det meste denne bjergvæg.

Fredag den 10. februar 2012.

I dag har jeg kørt lidt rundt på motorcyklen, jeg var blandt andet i Kantharalak hvor jeg punkterede. Det blev hurtigt klaret med en ny slange, man kan stadig få en ny slange for 20 kroner og så er den endda isat og pumpet op.
ellers en del tid ved poolen.
Sidst på dagen planlagde jeg en tur til i morgen lørdag.
Jeg har bestilt en bil med chaufør for hele dagen, det kan her gøres for 200 kroner.
Kartoffelmark, det er de høje buske som er kartofler.

Torsdag den 9. februar 2012.

Jeg har i dag kørt rundt for at se hvad der foregår ude på landet.
Rismarker er det der er mest af, risen er nyligt høstet så det er nærmest kun stubmarker tilbage, men de steder hvor der er tilstrækkeligt med vand er der plantet ris igen.
Her er ellers meget tørt, de får ikke regn som ude ved kysten.
Og så er der masser af kartoffelmarker, men det er ikke kartofler som vi kender fra Europa. Deres kartofler er nærmest som en tornebusk (se billederne).
Jeg gjorde holdt et sted hvor de var igang med at samle kartofler.

Onsdag den 8. februar 2012.

Jeg har i dag lånt en lille motorcykel, her er ingen som udlejer motorcykler.
Jeg vandrede ellers rundt i denne lille landsby, og besøgte blandt andet templet og skolen.
Ved skolen kom eleverne selvfølgelig løbende for at se en "ferlang = udlænding".
Blandt eleverne var også sønnen hos dem jeg besøgte i går. Han kom og holdt hånd og sagde vist til skolekammeraterne at dette er min "ferlang".
Jeg viste ham at jeg var meget varm og svedig, hvorefter han insisterede på, at vi skulle gå hjem til hans mor for at få et glas vand. Det blev en lille spadseretur med et slæng af skoleelever efter os og jeg med et barn i hver hånd.
Skoleelever viste mig rundt, drengen er søn af huset.

Tirsdag den 7. februar 2012.

Jeg vågnede op da solen skinnede ind på min altan, dette sted er et nydeligt hotel, og nu kan jeg gå ned og nyde morgenmaden, der er jo inkluderet et amerikansk morgencomplet: Spejlæg, bacon, pølser, ristet brød, orangejuice og kaffe.
Der er ingen restauranter i denne lille by, så man skal klare sig med mad fra gadekøkkener eller lignende.
Jeg var nu så heldig at blive inviteret på aftenspisning. Inden da var vi en tur på det lokale marked og købe ind til maden, det var meget hyggeligt, og vi fik godt at spise, men selvfølgelig i thai-stil.
Manden i huset kom træt hjem fra arbejde på kartoffelfabriken, han nød af sidde og drikke en øl med mig, men ret meget samtale blev det ikke til han kan kun thai.
Under spisning m.v. løb høns og kyllinger rundt mellem benene på os.
Jeg var ikke længere væk, end jeg kunne spadsere hjem til hotellet, men hele familien fulgte mig hjem, de er tilsyneladende bange for at jeg ikke kan finde vej alene. 
Krachang Guest House.

Søndag den 5 - mandag den 6. februar 2012.

Søndag vandrede jeg rundt i Kantharalak for en sidste gang, der er ikke ret mange seværdigheder her, men det er jo heller ikke det jeg søger denne gang. Det er en pæn og hyggelig by.

Mandag blev jeg afhentet af personale fra Krachang Yai Guest House, nu er jeg så bosiddende der.
Vi er 3 gæster på hotellet, så her er stille og fredeligt.
Krachang Yai Guest House.

Lørdag den 4. februar 2012.

Jeg er i dag blevet henvist til at besøge noget yderligere familie, men i et andet område i øvrigt ikke langt fra mit hotel.

Jeg kom dertil bag på en taximotorcykel og blev vel modtaget af familien. Jeg havde ikke været der ret længe før mange af dem fra i går dukkede op her. Man skulle tro, at de benytter jungletrommer, men det er nok almindelige mobiltelefoner.

Jeg blev anbefalet at se på et nærtliggende ”Guest House”. Det gjorde jeg, og besluttede at flytte dertil på mandag. Det er et landligt hotel med swimmingpool, i prisen (ca. 100 kr.) er inkluderet morgenmad og fri internetadgang. Jeg mødte en svensker på dette hotel, han var godt tilfreds med at bo der. Hotellet er drevet af en australier.

Ud på aftenen fik mine værter fat i naboen, som gerne ville køre mig hjem til hotellet. Han havde for øvrigt en helt ny firhjulstrukket Toyota, den havde kun kørt 300 km.

Vartegn for byen Kantharalak.

Fredag den 3. februar 2012.

Jeg begyndte dagen med at flytte til et andet værelse, for VIP værelset var nu blevet ledigt. Det var et meget stort værelse, det havde jeg ikke brug for, men det var pænere møbleret.

 

Jeg havde fra Ao Nang fået aftalt en kontakt her i Kantharalak. Jeg kontaktede i dag dem som havde accepteret mit besøg, de var meget interesseret og lovede at sende en kontakt til mit hotel. Det viste sig at være en ladyboy der dukkede op, han var nu mere en ung mand end en lady, men han ville helst tiltales som kvinde. Han/hun foreslog at vi foretog lidt indkøb på markedet inden vi kørte ud på landet, det var nok en god ide for jeg ville nødigt komme helt tomhændet. Vi købte en hel den grønt og frugt samt et stykke svinefilet som vi tog med derud. Jeg syntes der blev købt ind til 10 - 20 mennesker, men det blev kun til ca. 200 kr. inklusive en ramme dåseøl, så det var jo ikke så galt.

Jeg besøgte en broder til min kontakt i Ao Nang, men han var nu ikke hjemme, han var ude og fiske.

Madvarerne blev vel modtaget og der blev lovet lokalt Isan-food (stærkt krydret) senere på dagen. Manden i huset kom hjem med en spandfuld småfisk, som straks blev friturestegt og spist sammen med en dåse øl. Smagte udmærket, også øllet.

Under fiske-spiseriet fangede manden en stor hvid and, som han sad og småsnakkede med. Han foreslog at den skulle indgå i middagen, til ære for mit besøg, hvilket jeg accepterede, så der røg pludselig et andehoved, og anden indgik derefter i madlavningen, bryststykkerne blev skåret i tynde skiver og lagt på grillen specielt til mig.

Inden aftenspisning blev jeg kørt til det nærliggende tempel for at fotografere og eventuelt tale med munkene. Jeg ville have spadseret dertil, men det måtte jeg ikke under nogen omstændigheder. De var vist bange for, at jeg ikke kunne finde tilbage igen.

Under aftenspisningen mødte et hav af familiemedlemmer og naboer op, formodentlig for at se på en ferlang = europæer eller kartoffel. Jeg tror, at der i løbet af aftenen kom 40 - 50 besøgende, så maden blev da spist og øllerne drukket.

Under spisningen sidder man på et lavt bord (i skrædderstilling), maden bliver anbragt midt på bordet.

Jeg klarer også denne siddestilling, men benene kommer let til at sove. Husets datter (12 år) fik til opgave at sørge for at give fodmassage når jeg så ud til at have behov for det, hun sørgede også for at jeg have øl i glasset og fik noget at spise.

Ud på aftenen blev jeg kørt tilbage til hotellet. Med i bilen og på ladet fulgte 8 – 10 personer, de fulgte alle med helt op på værelset. De gik heldigvis straks igen, de nåede dog at konstatere, at jeg ikke havde øl i køleskabet.

Det har været en dag med utroligt mange oplevelser og indtryk, så jeg faldt straks om på sengen og sov.

 

Området jeg opholder mig i, er en del at det gamle Khmer-rige. Khmer er nok bedre kendt som ”De Røde Khmer” som gjorde sig bemærket under krigen i Wietnam. I dag eksisterer disse rebeller ikke mere.

Området er meget fredeligt og med en yderst venlig befolkning. Jeg kan høre, at det ikke er normalt thai de taler, de taler et sprog som er mest beslægtet med det sprog de taler i nabolandet Laos.

 

Wietnamkrigen har sat et stort præg på området, for det var her de amerikanske tropper havde deres baser/flyvestationer. I den periode blev vejsystemerne kraftigt udbygget og byerne blev fornyet. I dag er hovedvejene særdeles flotte.

 

Befolkningen lever i hovedsagen af landbrug med ris, thai kartofler, majs, gummitræer og diverse frugter og grønt. Thai kartofler kan ikke sammenlignes med vores kendte kartofler (se billederne).

 

Gæst i et typisk hjem for thaier.

Torsdag den 2. februar 2012.

Så er det i dag jeg forlader Ao Nang for denne gang.

Kl. 10.00 blev jeg afhentet af den bestilte taxi og kørt til Krabi Lufthavn. Jeg bemærkede undervejs, at politiet (også Ben) havde travlt med at opkræve bøder for motorcykel kørsel uden styrthjelm, nu skal loven overholdes også i Ao Nang, som hidtil har haft en uskreven regel om at påbudet om styrthjelm ikke var gældende for det område. Jeg er sikker på, at Ben er blevet pålagt at gennemføre almindelig lov og orden i Ao Nang.

Efter et meget langt ophold i Bangkok Lufthavn, fortsatte jeg til Ubon Ratchathani Lufthavn. Jeg havde aftalt med Palace Hotel i Kantharalak at de skulle afhente mig i Ubon Ratchathani. De mødte (selvfølgelig) ikke op. Et telefonopkald til hotellet, afslørede at de troede det først var i morgen jeg ville komme. Jeg tog i stedet en taxi, men der var over 80 km. at køre, det betyder nu ikke så meget her for det blev kun godt 200 kr.

Taxi chaufføren gjorde mig opmærksom på, at jeg hellere måtte gøre holdt ved Seven Eleven for at proviantere for der var ikke mange muligheder for at gå ud og spise og slet ikke så sent, klokken var 21.30.

Efter en hel dags rejsen (mest ventetid), og ankomst til Kantharalak Palace Hotel var der nu kun 2 ting tilbage at tænke på. Nemlig at få et bad og derefter sove. Godnat!

Kantharalak Palace Hotel.

Onsdag den 1. februar 2012.

Så er det tiden til at pakke kufferten igen.
Dagen i går har jeg revet ud af kalenderen, det regnede hele dagen og jeg lå og læste og sov indimellem.
Inden jeg gik igang med kufferten tog jeg en tur på den gamle strand, hvor jeg blev kapret til at klare nogle computerproblemer, det blev klaret og jeg fik en øl for det, men det blev til gengæld ikke til noget med en badetur.
I morgen afbryder jeg denne internetforbindelse og så er det spændende hvornår jeg kommer online igen, men jeg kan jo altid opsamle information og lægge det på hjemmesiden når jeg igen får forbindelse.
Jeg har jo heldigvis stadig en mobiltelefon, så må jeg bruge den.
Et sidste billede af Ao Nang Klippen for dennegang.

Fredag den 27. januar - mandag den 30 januar 2012.

Ao Nang kender jeg jo rigtigt godt, så umiddelbart er der ikke så meget nyt, men jeg må vel hellere fortælle jer andre lidt om hvad tiden går med.
Primært er jeg her for at slappe af, og det får jeg gjort til fulde. Jeg får sovet rigtigt meget og ellers er det stranden og omgivelserne ved min bungalow der er mit fortrukne område, og så får jeg læst en hel del.
Jeg har selvfølgelig været på det lokale marked, det er altid hyggeligt at gå rundt og se på de lokale produkter. Det er der at den lokale befolkning foretager deres indkøb, ja selv restauranter møder op og foretager indkøb. (Det er ligesom da jeg som barn og ung stod på torvet i Odense og solgte blomster og grøntsager).
Nattelivet i Ao Nang lader jeg charterturisterne tage sig af. men jeg har en enkelt gang været på "Rocky Bar". Den var tidligere ejet af Politimesteren, men da der skulle ombygges trak han sig ud af det. I den genstartede "Rocky Bar" er det de samme musikere som stadig spiller rockmusik, men nu har de fået en trommeslager med.
De to gamle musikere kom begge og hilste på mig, de husker mig som ven af politimester Ben.
Jeg har nu bestilt flybillet, således at jeg flyver her fra på torsdag til Ubon Ratchathani med mellemlanding i Bangkok.
Der siges, at så kommer jeg meget langt ud på landet, hvor der kommer meget få udlændinge.
Det kommer nok til at knibe med internetforbindelse.

Ananas på markedet til kun godt 2 kr.

Torsdag den 26. januar 2012.

Jeg har sat mig for, at idag skal der motioneres. Det blev til en spadseretur til Ao Nang og videre til Last Ficherman og Last Cafe. Efter en ølpauce gik turen tilbage, men med stop hos ham som jeg plejer at leje motorcykel hos, han ofrede en flaske vand på mig, det var lige hvad jeg trængte til.
Jeg havde en hyggelig snak med ham og konen om gamle dage og vores lange bekendskab.
Under sådan en tur går jeg og registrerer mine omgivelser, for eksempel denne svend. Jeg ved ikke hvad en sådan hedder.

Onsdag den 25. januar 2012.

Nyder strandlivet, og studerer strandkrabberne se billedet.
I dag har jeg slet ikke været væk fra det område hvor jeg bor.
Jeg sluttede om aftenen med at spille snoocer med Kuen Ban. (Jeg vandt).

Tirsdag den 24. januar 2012.

Idag laver jeg stort set det samme som i går, i hvert fald i løbet af dagen, men jeg spiste til aften i vores egen restaurant, som ses på billedet.
Jeg besøgte Inge og Erik og lånte deres turistguide over Thailand, jeg har brug for den under planlægning af det videre ophold her i Thailand.
Der blev også tid til en gang Thaimassage, idag var det især ryggen der kom under behandling. Det gjorde godt.
Reception og restaurant i Blue Ba You.

Mandag den 23. januar 2012.

Så blev det mandag, men her mærker vi ikke nogen forskel på helligdage og hverdage.
Jeg har haft en stille og rolig dag, jeg nyder blot at sidde ude i varmen og måske læse en bog. Det er ikke til at sidde i solen, den brænder for hårdt.
Til sidst fik vi en flot solnedgang.

Derefter kørte jeg ud til min favorit fiskerestaurant.
Jeg blev venligt modtaget af dværgene (to små kvinder) som er medejere af restauranten.
Serveringsdamen sagde med det samme at jeg skulle have en fisk dybstegt med hvidløg og grøn peber samt en lille Singha øl. Det kunne hun godt huske selvom det er to år siden jeg var der sidst.
Fisken udpeger man selv fra disken hvor de ligger i is.

Solnedgang i Ao nang.

Søndag den 22. januar 2012.

Det er nu kinesisk Nytår, en fest som varer 3 dage. Vi mærker ikke så meget til det her, for her er ikke mange kinesere, men der bliver dog fyret nogle kinesere af i løbet af dagen det kunne høres.
Jeg har idag fået massage i bungalowen og efter aftale medbragte massagedamen frokosten som vi nød på rigtig thai maner (se billedet).
Ellers har det været en stille søndag. Siddet på terrassen og læst "Mænd der hader kvinder" samt gættet kryds og tværs.
Har da også været på stranden.

Her er frokosten, serveret traditionelt på gulvet. Der er blandt andet sommerfuglelarver.

Lørdag den 21. januar 2012.

Idag har jeg daset ved stranden her lige uden for døren, og tilbragt noget tid i liggestolen foran restaurant KunBan (Politimesterens navn er "Ban", "Kun" står for Hr.).
Jeg har også været lidt rundt på motorcykel for at se på udviklingen af området. De har fået gennemført et stort brobyggeri, men det er på bekostning af en ellers dejlig Put and Take fiskesø, som jeg plejer at benytte.
Har idag fået rigtig Thai-massage,som er uden olie. Massagen er baseret på muskeludstrækning og ledbevægelser til yderpunkter. Alt efter ens fysiske tilstand.
 
Stranden foran Blue Ba You Der er stadig meget få gæster.

Fredag den 20. januar 2012.

Idag kørte jeg til den gamle strand, hvor jeg mødte mange gamle bekendskaber.
Det var både massagedamerne og ejeren af The Last Ficherman og The Last Cafe, han bad mig hilse Solveig, det samme gjorde massagedame Linda "Good Old Linda". Hun kan ses på videoen på videosiden.

Aberne var også mødt op for at sige velkommen tilbage. Aberne var tidligere meget sky, men nu er de til gengæld blevet meget nærgående, men det er da altid sjovt at møde de vilde dyr i naturen.
Jeg nåede også i løbet af dagen at besøge Inge og Erik, som jeg forærede mine gamle aviser og ugeblade fra Danmark.


Ao Nang stranden, omkring området med alle massageboderne.

Torsdag den 19. januar 2012.

Sovet meget længe, og fået en gang dejlig massage (oliemassage).
Det er nu lykkedes at komme online så jeg kan få ajourført denne dagbog.
Meget af dagen er gået med at løse tekniske problemer, men nu kører det. Aftenen sluttede igen med et gevaldigt tordenvejr og masser af regn, men det er ret normalt her.

Onsdag den 18. januar 2012.

Det var dejligt at få hvilet ud.
I dag er der nogle ting som skal klares.
Først skal jeg have vekslet lidt danske penge til thai bath, derefter anskaffede jeg mig et nyt telefonnummer det blev +66843086153 nu kan jeg spare mange penge når jeg ringer hjem.
Så løb jeg ind i gamle bekendskaber, som vidste hvor jeg kunne låne en motorcykel. Det lån er nu arrangeret så jeg er blevet lidt mobil.
I løbet af dagen, hvor jeg gik tur langs stranden, opdagede jeg at byens politimester havde flyttet sin restaurant til et sted tæt på hvor jeg nu bor. Ham måtte jeg selvfølgelig aflægge et besøg. Det blev over en hyggelig pilsner, jeg fik samtidig hilst på hele hans familie som betjener restauranten.
Jeg fik anvist en liggestol udenfor restauranten. Den står nu til min disposition når som helst. Fra den kan man sidde og følge livet langs vejen og strande og er det ideelle sted til at nyde solnedgangen.
Aftenen tilbragte jeg i hans restaurant og fik spillet noget billard.
I løbet af aftenen fik vi et af de sædvanlige uvejr med torden og masser af varmt regnvejr. 
 



Mandag den 16. januar 2012.

Idag skal der  pakkes kuffert til 2.måneders ophold i Thailand.

SAS flyet afgik rettidigt, altså kl. 22.50 og der var godt 10 timers flyvning til Bangkok Airport Suvarnabhumi.
Efter lidt ventetid i Bangkok fløj jeg videre med Air Asia til Krabi. Klokken var nu 19.25 lokal tid.
Med taxi til Ao Nang, hvor jeg fik lejet en bungalow hos "Blue Ba You", det er samme sted som jeg boede for to år siden.
Godt træt, blev det kun til et lille gang thaimad, og så et bad derefter sove.

Min bungalow i Blue Ba You.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Vidar | Svar 21.01.2012 15.20

Hei Jørgen. Gleder meg på dine vegne, dette ser jo helt vidunderlig ut. Sitter her hjemme med snøvær og kulde og misunner deg og nyter dine bilder.

Roman | Svar 19.01.2012 23.47

god gå Jørgen

Jørgen Ulm | Svar 19.08.2011 17.15

Så er der udsigt til atter at gense Thailand.

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

23.03 | 21:51

Kære Jørgen
vi ønsker dig et stort tillykke med fødselsdagen, håber at du har det godt.
savnede dit julebrev, som du jo har skrevet de sidste mange år. Kh. Ann

...
09.01 | 20:20

Hej Anette
Tak for kommentarer.
Det var så den historie, idag lever jeg som enkemand i Thailand, men jeg har stadig min campingvogn i Danmark.
Hilsen
Jørgen Ulm

...
09.01 | 17:03

Jeg faldt tilfældigt over din historiske camping bog Sjovt at genopfriske hvordan det var. En fin måde at vise udviklingen på. Tak for kigget

...
23.06 | 18:25

flot side
www.in-joy.dk

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE