At rejse er at leve!

Her er to link til alle mine foto fra denne campingtur:

http://picasaweb.google.dk/Jorgen.Ulm/2004SommerITyrol1

http://picasaweb.google.dk/Jorgen.Ulm/2004SommerITyrol2

Dagbog for campingtur 2004:

Forår i Slovenien og Kroatien samt Sommer i Tyrol.

 

Bemærkninger:                  
Turen blev gennemført af Solveig og Jørgen Ulm.
Den blev gennemført med vores sædvanlige campingudstyr.
Det er en LandRover og Hymer Nova campingvogn.
Alle overnatninger er skrevet med denne farve.

 

Søndag den 4. april.

 

Vi kørte fra Frederiksberg til Skårup ved Svendborg og hentede campingvognen fra Skovmøllevej 13, hvor den har været til vinteropbevaring i en lade.

Vi kørte straks til Bøsøre Camping . Og indrettede os på plads 101a. Det var meget koldt og regnede uafbrudt under opstillingen.

Vores nye Mover til campingvognen fik vi ikke megen glæde af, for campingvognens akkumulator havde ikke tilstrækkeligt med strøm efter vinteropbevaringen. Vi satte el-kabel til campingvognen og fik opladet akkumulatoren medens vi kørte på plads.

Til spisetid om aftenen kom Helle, Jan, Pernille og Malene. De havde middagsmad med, en dejlig stegt lammekølle med flødekartofler. Vi havde en hyggelig aften og børnene blev hos os for at overnatte i campingvognen.

 

Mandag den 5. april til onsdag den 7. april.

 

Pernille og Malene var hos os og vi havde nogle dejlige dage og nætter selvom Malene den ene nat fik ”mobbet” morfar ud af sengen som hun så overtog og jeg måtte flytte til rundsiddegruppen hvor Pernille lå og sov.

 

Torsdag den 8. april.

 

I dag skal den nye HP 2210 Lomme-pc med navigationssystemet TomTom og GPS installeres i bilen. Det forløb næsten uden problemer.

Til HP 2210 er der suppleret med et 552 mb CF-card og et 552 mb SD-card. Herefter er der plads til i hvert fald kort over Danmark, Tyskland og Italien.

 

Fredag den 9. april.

 

Navigationssystemet blev prøvekørt, det virker perfekt og er vist alle tiders legetøj, men det er vist også meget nyttigt. Det finder vi først rigtigt ud af når vi tager på turen til Kroatien.

 

Lørdag den 10. april.

 

Til Malenes fødselsdag den blev holdt på Skovmøllevej 27, hvor farfar Kjeld samtidig holdt sin 74 års fødselsdag.

 

Søndag den 11. april til mandag den 12. april.

 

Fredelige dage på campingpladsen, men det er desværre for koldt til at opholde sig udendørs, i hvert fald siddende.

 

Tirsdag den 13. april.

 

Campingvognen blev kørt til Skaarup for at stå der til vi om godt en uge vender tilbage for at begynde sommerens campingtur.

 

Lørdag den 17. april.

 

Standerhejs i Sejlklubben Lynetten.

 

Onsdag den 21. april.

 

Så begynder årets campingtur 2004.

Vi kører fra Frederiksberg og kilometertælleren viser 64.567 km.

Turen går over Storebæltsbroen til Skårup ved Svendborg, her står campingvognen efter Påsketuren.

Vi får det sidste lagt på plads i campingvognen, fyldt vand på og så er vi klar til at køre, men bliver dog her på Skovmøllevej Camping for natten.

Jeg har fået problemer med navigationssystemet TomTom i bilen, det har virket upåklageligt siden det blev installeret, men i morges kunne jeg ikke indtaste ruten så vi startede uden en fungerende Navigator. På en rasteplads undervejs kiggede jeg nærmere på problemet, men nu kunne TomTom overhovedet ikke starte. Om aftenen prøvede jeg en soft reset af lomme pc’en det hjalp ikke. Jeg prøvede at udtage batteriet, genstarte og igen en soft reset, men det ændrede heller ikke noget. Jeg prøvede at geninstallere TomTom men det ændrede ikke på problemet. Så nu er jeg på ”Herrens Mark”. Det er spændende hvornår jeg får løst problemet.

 

Torsdag den 22. april.

 

Vi kører fra Skårup ad hovedvej 9 til motorvejen over Fyn, herfra følger vi motorvejen over Lillebæltsbroen til Vejle, hvor vi tager ind på Vejle Camping.

 

Fredag den 23. april.


Jeg har i dag brugt mange timer på TomTom, men uden forbedret resultat.

Jeg var en tur hos Frank for at geninstallere TomTom medens jeg havde mulighed for online at kontakte TomTom. På TomTom siden FAQ fandt jeg et spørgsmål om hvorfor spørgeren ikke kunne læse sine landkort på hans SD-kort? Der blev svaret at det kunne være fordi han havde låst kortet. Jeg udtog mit SD-kort for at se om jeg havde en lås på mit kort, men i det samme jeg udtog SD-kortet startede TomTom på korrekt vis. Altså må det være noget galt med SD-kortet!

Stor lettelse, nu virker TomTom da i hvert fald.

Senere undersøgelser og test har vist, at SD-kortet fungerer både til at skrive på og læse fra, men landkortet hele Danmark kan TomTom ikke læse, selv efter at det har været slettet og geninstalleret. Danmarkskortet Jylland går det fint med at læse, og det kan jeg fint klare mig med indtil jeg til august kommer hjem og skal have foretaget en udskiftning af TomTom 2 til release 3 med tilhørende nye landkort.

 

Lørdag den 24. april.

 

Stille og roligt campingliv på Vejle Camping.

Der blev dog travet en ret lang tur i skoven omkring campingpladsen, her var udsigt til Vejlefjord broen og der var mulighed for at komme i den indhegnede del af skoven hvor der er et rigt dyreliv.

Frank, Bodil og Rasmus kom med bagerbrød til kaffetid om lørdagen.

 

Søndag den 25. april.


I dag skal Rasmus konfirmeres, det skal foregå i Vinding kirke med efterfølgende konfirmationsfest på Hotel Munkebjerg.

Det blev en dejlig dag med kirkelig højtid og en pragtfuld middag på Munkebjerg samt dejligt samvær med familie.

 

Mandag den 26. april.

 

Kedeligt regnvejr, men i dag har vi heller ikke rigtigt planlagt noget, så det bliver hygge inde i campingvognen inden vi i morgen kører syd over.

Vi var dog ude for at gøre lidt indkøb af madvarer. Endvidere var vi lige hjemme hos Bodil for at aflevere lidt billeder fra konfirmationen i går.

 

Tirsdag den 27. april.

 

Vi starter tidligt og fulgte motorvejen til Padborg, hvor vi drejede fra for at komme til Flegaard og købe flaskegas vi fik byttet alle tre danske gasflasker. Der ud over har vi en tom tysk gasflaske i reserve til ombytning i Tyskland.

Efter indkøb fortsatte vi ad motorvejen forbi Hamborg gennem Elbtunnellen og videre til afkørsel 42 hvor vi drejede fra for at komme til AZUR Camping Lüneburger Heide. CC 274.
Vi hyggede os på campingpladsen med flere danskere som var på vej hjemad efter campingtur til Garda Søen, det havde været en kold og våd tur fortalte de.

 

Onsdag den 28. april.

 

I dag skal der motioneres. Jeg prøvede at tage TomTom med. Den viste sig at være udmærket til at vise spadserestier gennem skovene på Lüneburger Heide.

Jeg fandt nogle udmærkede stier og fik vandret ca. 8 km.

 

Torsdag den 29. april.

 

Så er det ud på motorvejen igen vi kører forbi Hannover, Kassel og Fulda til frakørsel 93, derefter til Kothen med Camping Rhönperle E-2.

En plads vi har været på mange gange tidligere, den er fin til en enkelt overnatning, men kan også bruges som ferieplads, der er fine udflugtsmuligheder.


Fredag den 30. april.

 

Vi bryder op efter kun en enkelt nat her på Rhönperle camping og kører tilbage på motorvejen mod Würsburg og Nürnberg.

TomTom ledte os ind gennem Nürnberg, men der var motorvej det meste af ruten så det var en udmærket vej at køre og lidt kortere end den jeg ville have valgt ud fra papirkortet.

Vi kom tilbage til motorvejen mod München. Ved frakørsel 58 blev vi ført ind i Altmühltal og frem til landsbyen til Kipfenberg med campingpladsen Camping Altmültal CC 292.

Jeg påtog mig lidt arbejde med at kløve brænde til aftenens lejrbål, det var et hårdt arbejde, men fortjenesten var også derefter, tre krus øl altså 1½ liter dejligt tysk øl.

Aftenen gik med hygge omkring lejrbålet hvor vi var samlet 22 campinggæster sammen med værtsparret, som for øvrigt var helt nye på denne campingplads. De havde kun været her godt en måned.

Vejret har i dag været strålende, jeg lå i solen og fik en eftermiddagslur og det var næsten uden tøj, på her var meget varmt.

 

Lørdag den 1. maj.

 

Vi vågnede op til regnvejr, men det giver en meget frisk luft og det holder nok op igen. Det var først til aften det klarede op.

Der var igen et festligt lag omkring bålpladsen.

 

Søndag den 2. maj.

 

Så er der igen en solrig dag. Vi tog på udflugt i området, men var tilbage til frokost ved campingvognen og nød resten af dagen i solen. Jeg fik igen kløvet en god portion brænde.

 

Mandag den 3. maj.

 

Vi tager også en hverdag her i Kipfenberg. Jeg travede op til borgen Kipfenberg som ligger i forbindelse med den gamle Romermur som afgrænsede Romerriget mod nord mod Germanien. Jeg fik her repeteret Romerrigets historie, som jeg jo lærte meget om da vi for to år siden kørte hele Italien rundt.

 

Tirsdag den 4. maj.

 

Så kører vi igen syd over, det bliver dog en kort tur i dag under 200 km. Vi kører tilbage til motorvejen og følger den øst om München og fortsætter derefter mod Salzburg, men drejer fra ved frakørsel 106 Berna og kører mod Prien til Camping Herras CC 295.

Campingpladsen ligger smukt ved søen Cheimsee, men selve pladsen ser noget slidt ud.

 

Onsdag den 5. maj.

 

I dag vil vi se lidt nærmere på området ved Berchtesgaden, så vi styrer ind i dette område hvor Hitler i sin tid havde sin Ørnerede. Vi havde på forhånd fået at vide, at Ørnereden kun er åben for besøgende om sommeren så den kørte vi ikke efter, men vi kørte efter Köningssee.

Det var en flot sø lige midt i de høje Alper. Vi fik en god middag serveret ude i solen, hvorefter vi sejlede en tur på søen frem til Jagtslottet Bartolomä. Undervejs spillede skipper trompet i duet med genlyden fra klippevæggen, det lød ganske flot.

Vi var inde på Jagtslottet for at drikke eftermiddagskaffe, og jeg lod mig friste af en jægerhat med ”gemsefjer”, men den passer vist også meget godt til mig.

Vi var heldige med vejret, vi havde solskin næsten hele dagen.

Området Berchtesgarden er et område hvor man sagtens kunne holde en hel ferie, men for os bliver det ikke denne gang, for vi har jo planer om at komme over Alperne.


Torsdag den 6. maj.

 

Så har vi lagt plan for dagens køretur, vi kører direkte igennem Østrig til Slovenien. Vi har observeret at Bled Camping fra i år er kommet med i Camping Cheque ordningen så vi vil køre frem til Bled og finder pladsen.

Bled Camping CC334 Pladsen ser meget dejlig ud, så foreløbig indretter vi os for at blive her flere dage.

Undervejs hvor vi fulgte motorvejen måtte vi forsyne os med en østrigsk vignette som betaling for at køre på Østrigs motorveje. Mindsteprisen er 7,60 Euro for en 10 dages vignette, endvidere måtte vi betale for at passere Tauern tunnellen 9,50 Euro og igen 6,50 Euro for at passere Karavanke tunnelen mellem Østrig og Slovenien, den sidste tunnel er den længste ca. 8 kilometer, statsgrænsen ligger lige midt i tunnellen.

 

Ved grænsen var det slut med at bruge TomTom navigatoren, idet der ikke findes TomTom landkort over det tidligere Østeuropæiske område. Nu var vi ellers blevet så glad for den gode hjælp som et sådan navigationssystem er. Vi pakker den lille computer sammen og må vente til vi kommer til Italien hvor vi kan starte igen.

 

Vi har i dag sendt en SMS hjem med adressen på campingpladsen så regner vi med at få al vores omadresserede post i løbet af nogle dage.

 

Fredag den 7. maj.

 

Bled Camping er helt moderniseret, så der er nye og meget moderne sanitære forhold det er bare dejligt. Strøm på pladsen er der nok af og så endda 16 amp. Det er rigeligt til at trække vores aircondition. Men det får vi ikke brug for på denne årstid, men der er jo også strøm nok til elvarmen.

Elvarmen er der meget brug for, for her midt på denne regnfulde dag er der kun 8 grader udenfor.

Det regner så meget, at vi slet ikke har lyst til at tage ud og udforske området, men det bliver der tid til i de følgende dage. Vi var dog et lille smut inde i byen Bled for at finde en pengeautomat, det lykkedes og vi fik trukket 60.000 Tolar som vist svarer til 2.000 danske kroner, den rigtige kurs finder vi en dag hvor det er tørvejr. Vi kører hjem igen til en varm kop kaffe og en lille Renault cognac. Det var kun en lille, for flasken er ved at være tom.

Til aften prøvede vi campingpladsens restaurant, vi fik noget udmærket mad og til en rimelig pris, men restaurantens bordvin var ”ikke værd at skrive hjem om”. Aftenkaffen fik vi i campingvognen sammen med den sidste cognac.

 

Lørdag den 8. maj.

 

Det har regnet hele natten og temperaturen har været langt nede, her til morgen var der kun godt 3 grader.

Efter lidt rengøring af campingvognen herunder pudsning af vinduer tog jeg en motionstur Bled Søen rundt. Det er en dejlig tur forbi rostadion nord om søen og ind til byen Bled. Under turen var der fin udsigt til den anden side af søen hvor Tito’s sommerresidens ligger, det er nu indrettet som hotel. Jeg gik lidt rundt i Bled nærmest for at orientere mig om byen og dens forretninger. Hjemturen gik derefter syd om søen, hvor der var fin udsigt til øen ude i søen. På den lille ø findes kirken ”Vor Frue i Søen”. Hele turen blev på 6 – 8 kilometer.

 

Søndag den 9. maj.

 

Ljubljana er hovedstaden i Slovenien, det er en lille storby. Men som slovenerne siger ”den er stor nok”. Vi har læst at der om søndagen er antikmarked langs byens flod som hedder Ljubljanica. Vi kører ind for at se på det, vi kører af småveje derind for at se noget mere af landet end det vi ser fra motorvejen. Vi finder forholdsvis let en parkeringsplads, endog en uden betaling. Derefter følger vi til fods floden og finder et spændende marked hvor kvaliteten på det antikke/gamle er rimelig god, undervejs bliver det også til en slovensk øl på en af de mange fortovsbarer.

Derefter blev middagen indtaget på Sokol ”Slovenian National Food” og det blev en slovensk middag vi bestilte, kalveragout og en platte med diverse slovenske specialiteter blandt andet flæskepølse, blodpølse, nakkefilet, røget/stegt ribben og forskellige slags surkål, hertil selvfølgelig slovensk øl.

Atter en dejlig dag i Slovenien vores nye EU-land, de blev jo optaget i EU-familien for 9 dage siden, og det er de vist meget stolte af.

 

Mandag den 10. maj.

 

I dag står det igen på motionstur, jeg vælger turen søen rundt selv om jeg har gået den en gang før. Det er en dejlig tur med flotte udsigter, og så er der jo byen Bled på halvvejen, her er mulighed for at slappe af med en kop kaffe eller en øl.

 

Tirsdag den 11. maj.

 

Jeg fik i dag sendt e-mail hjem. Campingpladsens reception har PCér med Internet adgang til udlån.

Vi tager i dag på køretur til en anden sø her i de slovenske alper, det er til Bohinj området, her ligger også en flot sø Bohinjsko Jezero, men søen ved Bled er nu den smukkeste. Efter en tur ud til enden af søen, kørte vi hjemad, men denne gang kørte vi op i bjergene ad de meget smalle og stejle veje, igennem prægtige små landsbyer. Vi bemærkede de specielle stativer som stod klar til at blive fyldt med hø, men græsset er ikke særligt højt endnu.

 

Onsdag den 12. maj.

 

Almindelig hverdag, vi har ikke lavet noget!

Men den sædvanlige rutine: Tømning af toilet, tømning af tank med affaldsvand, påfyldning af drikkevand og indkøb i supermarked.

Vi modtog også post i dag, eftersendt hjemmefra. Så fik vi mulighed for at sende betaling af efterskat for 2003, uha det var hele feriebudgettet der røg der.


Torsdag den 13. maj.

 

Vi flytter snart til Kroatien, men vi har i dag udskudt afrejsen med en dag. Den dag skal bruges til en udflugt til Vintgar, som ligger ca. 4 km nordvest for Bled. Der var en spændende og herlig køretur derop til, spændende fordi LandRoveren kun lige netop kunne komme ind mellem bygningerne i de smalle gader, og fordi vejen var meget stejl. Ved Vintgar er der et vandfald, men der kom jeg ikke til for det blev regnvejr igen.

Efter turen til Vintgar kørte jeg til byen Radovljica som er en charmerende middelalderby i en honningproducerende egn, her er også et Biavlermuseum.

 

Fredag den 14. maj.

 

I dag bryder vi op her fra den dejlige plads ved Bled, det er en plads som vi gerne vil tilbage til en anden gang.

Vi tager motorvejen mod Ljubljana og må betale for at køre på motorvej. I Ljubljana følger vi ringmotorvejen og tager af mod Postojna, her glemte vi at køre fra motorvejen så vi fortsatte til Hrpelje hvor der gik en vej fra mod Starod og grænsen til Kroatien.

Grænseovergang var helt uproblematisk, vi fik to meget sløve kast med hovedet og så var paspolitiet og tolderen tilfredse bare vi forsvandt og ikke forstyrrede dem mere.

Undervejs fik vi vekslet lidt penge så vi havde lidt til eventuelt at betale motorvejsafgift. Vi skulle da også ind og have lidt middagsmad undervejs, det fik vi i en af de mange restauranter der var undervejs.

Efter at have passeret den første større kroatiske by Rijeka var der en meget flot vejstrækning langs Kvarnerbugten med øerne Krk, Cres, Rab og Pag, men strækninger blev meget lang da vejen snoede sig meget. Inden vi var fremme ved byen Zadar nåede vi at køre på et stykke helt nyanlagt motorvej, hvor der også skulle betales.

Vi var nu fremme i området Norddelmatien med den største by Zadar, hvor vi hurtigt fandt campingpladsen Camping Borik. CC341.

Campingpladsen ligger ret tæt på Zadar i en fyrretræsskov direkte ned til havet. Pladsen tilhører Hotel Borik som ligger lige ved siden af.

Det er helt frit hvordan man vil placere sig på pladsen, men man må ikke lægge sig direkte ned til vandet. En rimelig god campingplads men de sanitære forhold er ved at være noget forældede.

 

Lørdag den 15. maj.

 

Vi var ude for at finde indkøbsmulighed vi har jo weekenden foran os, vi fik handlet ind til vores fulde tilfredshed.

Derefter var jeg på fodtur langs stranden ind mod Zadar, jeg passerede de store hoteller hvor der blev arbejdet meget med at indrette omgivelserne med swimmingpool og lignende, det bliver sikkert til helt gode feriehoteller. Jeg kom derefter ind til det jeg gik efter nemlig lystbådehavnene. Jeg var igennem to af dem, i den sidste var der stor sejleraktivitet, idet der blev sejlet kapsejlads med jolletypen 370.

 

Det var et verdensmesterskabs stævne der blev afholdt. Der var over 100 deltagende joller, heraf var der to fra Danmark. En dansk jolle deltog i damemesterskabet og den anden i herremesterskabet. De blev placeret med slutresultatet nr. 9 for damerne og nr. 31 for herrerne.

Efter vandreturen var det tid for at få rejst forteltet. Det er sjældent vi bruger forteltet, men vi regner med at blive her på Camping Borik mindst et par uger så lad os prøve vores nye fortelt. Vi fik hjælp fra mange af de omkringliggende campister tyskere og hollændere så vi fik hurtigt nyt tag over hovedet og sikke megen plads vi nu har.

 

Søndag den 16. maj.

 

Vi vågnede op til nogle meget kraftige regnbyger, så det var rart at have forteltet stillet op. Midt under den værste regn fik vi nye naboer, det var danskere som kommer fra Hillerød.

Da det blev bedre vejr kørte vi rundt for at orientere os i byen og omegn. Vi var inde i den gamle bydel og så nogle af de væsentligste bygninger som for eksempel vist på billederne Maria kirken fra 1500 tallet og vagt bygningen med urtårn fra 1562.

Desuden så vi Krsevankirken som er fra 1175, Donat-kirken der er opført i år 810, det er en rundkirke i hvert fald i grundplanet, kirken benyttes i dag til klassiske koncerter. Foran Donat-kirken ligger resterne af et romersk Forum, men det er kun rester så som søjlestumper, kapitæler og lignende. Vi var også forbi byens torveplads, men her som i øvrigt næsten hele byen så var der lukket. Vi må herind igen på en hverdag.  

 

Mandag den 17. maj.

 

Jeg tog på vandretur langs vandet ind mod byen. Undervejs betragtede jeg et sjak murere som var i gang med at bygge en mur omkring et af de nye hoteller, de byggede i rigtig romerstil, det så ret interessant ud, jeg tog mig tid til at ”hjælpe” med at finde de rigtige størrelser sten til byggeriet og de var tilfredse med hjælpen.

Derefter fortsatte jeg helt ind til den gamle bydel hvor jeg gik igennem den gamle havneport.

Lige foran havneporten er der hen over havnen bygget en nyere bro for fodgængere.

Efter et kort besøg i den gamle bydel vandrede jeg hjemad igen, denne gang blev det nærmeste vej, men det var også rigeligt langt at gå.

 

Om aftenen havde vi gang i grillen med marinerede revelsben, kartofler og hvidløg, under grilningen spiste vi en forret med pandestegte muslinger med hvidløg. Vi fik taget hul på en 5 liters rødvin fra Kroatien, det var en udmærket vin i hvert fald til prisen ca. 65 kroner.

 

Tirsdag den 18. maj.

 

Vi kører ind til den gamle bydel for at besøge torvepladsen, det blev en dejlig oplevelse, her var masser af dejlig frisk frugt og grønt. Vi fik købt friske jordbær, nyopgravede kartofler, salat, radiser, persille og så var vi inde i fiskehallen og fik et par kilo friske muslinger. Derefter gik turen hurtigt hjem for at nyde de friske sager og kikke dybere i den store vinflaske, herligt!

Inden vi kørte hjem, nåede vi lige at bestille en sejltur til i morgen. Vi skal ud med det gode skib m/b LEUT, ud til øen Kornat som er nationalpark, det bliver en 8 -9 timers tur, det glæder vi os til.

 

Onsdag den 19. maj.

 

Vi skal i dag klokken 08.45 møde op på molen inde i den gamle bydel, her ankommer skibet LEUT og tager os med ud til Kornati øerne.

Øerne har siden 1980 været nationalpark. Kornati er den største af ca. 147 øer, som ligger her i det Zadarske Øhav.

Vi lagde til ved en meget primitiv mole på Kornati, herefter havde vi et par timer til at vandre rundt på den øde Kornati. På en af toppene var der en gammel ruin og nedenfor den top lå en lille kirke som i øvrigt var bygget inde i en gammel kirkeruin, men der er ingen beboelse på øen.

Derefter fik vi frokost ombord, vi fik stegte makreller og svinesteaks samt salat, det var en udmærket frokost.

Så fortsatte sejlturen, vi sejlede rundt omkring mange øer og gennem smalle stræder. Inden hjemsejladsen til Zadar aflagde vi et besøg i byen Kukljica og klokken 17.30 var vi tilbage i Zadar.

 

Torsdag den 20. maj.

 

Vi skulle i dag have haft en hjemmedag på campingpladsen, men de gik i gang med at grave en rende til et nyt kabel på campingpladsen. Da undergrunden overalt er sandsten måtte de banke hul, den støj ville vi ikke opholde os i en hel dag, så vi tog på en lille udflugt.

Vi kørte til Nin, som er en lille men alligevel interessant by. Den ligger på en lille ø i Ninbugten med bro over det smalle sund.

I byen er der mange rester fra Romertiden, der er bymur, tempel og kirker så der var nok at se på.

Om eftermiddagen prøvede jeg havvandet, det var rimelig godt at bade i, men stadig lidt koldt.

 

Fredag den 21. maj.

 

I dag skal bilen vaskes. Det blev den så, men det var i solskin så den så ikke så godt ud efter vasken. Jeg besluttede mig for at bruge dagen på også at give vognen voks, den bliver flot, men der er lidt til i morgen også.

 

Lørdag den 22. maj.

 

Bilen blev gjort færdig, og den blev da flot?

Ellers var det en dag i solen og læsning af bøger, det skal der også være tid til engang imellem.

 

Søndag den 23. maj.

 

Køretur sydover, vi fulgte Adriaterhavets kyst og var blandt andet i byen Biograd, som havde mange og store lystbådehavne. Der var enormt mange fortovsrestauranter. Vi fandt dog en af de mere ydmyge restauranter hvor vi fik vores frokost eller hvad man nu kan kalde det. Vi fik Spagetti og risotto med alt godt fra havet, det smagte udmærket. Derefter kørte vi videre mod syd og kørte ud på et par øer, hvor vi specielt kørte mod en mindre by Murter, her fik vi espresso og cappuccino medens vi nød udsigten over dennes bys lystbådehavne.

Hjemturen valgte vi at tage længere inde i landet, det bragte os til nogle interessante områder, hvor vi kunne se hvordan landbruget er indrettet her i Kroatien. Men det bragte os også til nogle af landets skyggesider. Vi kørte gennem flere landsbyer som lå hen øde, forladte og ødelagte. Det er sandsynligvis landsbyer som har været beboet af serbere. De flygtede til nabolandet Rest-jugoslavien eller vel rettere Serbien for ca. ti år siden da der var krig her i området. Det er noget rystende at se denne virkelighed.

Landet bærer ellers præg af optimisme, der bygges på liver løs, både hoteller og motorveje. De forventer sikkert, at turismen skal vende tilbage som i tidligere tider, hvilket jeg selv er sikker på skal lykkes for dem. Det er jo også et af de lande som senere kan forventes at indtræde i EU.

Om aftenen var vi på en dejlig fiskerestaurant. Lidt bemærkelsesværdigt er det vist at restauranten sælger fisk efter kilopris. Vi fik blandt andet en St. Peters fisk, det er den de i Thailand kalder Smørfisk, men skidt med navnet, det er en dejlig fisk specielt når den bliver grillet.

 

Mandag den 24. maj.

 

I dag blev det til en god lang travetur, ellers har det været en stille dag. Der har været strømafbrydelse næsten hele dagen, men vi klarer os fint uden 230 v strøm.

 

Tirsdag den 25. maj.

Travetur langs stranden, der er meget byggeri i gang her omkring campingpladsen. Inden for den næste måned vil dette hotel sikkert være klar til at modtage gæster. Nabo hotellet så næsten sådan ud da vi kom for ti dage siden og nu ligger alle de blege turister omkring poolen og græsplænerne er svagt grønne.

Alt dette byggeri har desværre betydet at en stor del af campingpladsens areal for tiden anvendes til oplagring af overskydende udgravningsmaterialer samt at der er en del lastbiltrafik på selve campingpladsen, men det bliver nok godt igen, så det skal ikke afskrække andre campister til ikke at bruge denne plads.

 

Onsdag den 26. maj.

 

Vi har stadig herligt sommervejr, solskin hele dagen. Der er dog lidt kølig vind, men det mærkes ikke når man bliver inde på campingpladsen som jo har mange fyrretræer.

I dag ankom der et hollandsk rally her til pladsen, der var omkring 30 campingenheder som flyttede ind på et reserveret område, så ny er der mange gæster her på pladsen.

 

Torsdag den 27. maj.

 

Intet nyt under solen, og solen skinner dejligt.

 

Man burde besøge Dubrovnik, når vi nu er her i Kroatien, men nu har vi besluttet at springe det over denne gang, Split var måske også et besøg værd.

Krka Nationalparken med Plitvice søerne bør man også aflægge et besøg, men det bliver også næste gang.

Vi vil snart flytte og det bliver til halvøen Istrien til en campingplads ved byen Pula.

 

Fredag den 28. maj.


Inden vi begynder at pakke fortelt sammen, tog vi endnu en tur ind til Zadar. Vi ville igen ind og handle på torvet, det blev dog hovedsageligt på fiskemarkedet vi købte ind. Det blev til et halvt kilo friske sardiner og to kilo muslinger.

Sardinerne smager fantastiske godt når de bliver lagt på grillen. De skal ikke renses eller skylles, men direkte på en meget varm grill og med et let drys salt over. Sardinerne må gerne blive brændt lidt i skindet, det skal alligevel pilles af, og så skal sardinerne spises direkte fra grillen og holdes med fingrene. Jeg klarede 13 friskgrillede sardiner. Herligt!

 

Aftensmaden bestod af muslinger.

Opskrift:

Vask, skur og skrab muslingerne til de er helt rene.

Olivenolie i en stor gryde, tilsæt hvidløg, løg, gulerødder og persille og lad det simre.

Tilsæt en sjat vin, hvid eller rød.

Muslingerne op i gryden og låg på.

Under kogningen skal muslingerne vendes rundt i gryden så alle får lige meget varme.

Denne gang prøvede jeg at tilsætte lidt tomatketchup, det var en lækker fornyelse.

 

Muslingerne spises uden værktøj direkte fra skallen, og en tom muslingeskal kan bruges til at drikke suppen med. Frisk godt brød til er dejligt.

 

I løbet af dagen blev forteltet pakket sammen.

 

Lørdag den 29. maj.


Vi kører til Pula og flytter ind på
Camping Bi Village. CC339.

Turen hertil gik fra Zadar langs kysten til Rijeka, vejen snor sig hele tiden ud og ind ved enhver bugt, det er en flot vej, men man skal være meget opmærksom hele vejen især med et langt vogntog. En vej som man ikke skal være bange for.

Efter Rijeka fulgte vi motortrafikvejen til Pula og kørte videre i retningen mod Fazana hvor campingpladsen ligger.

 

Søndag den 30. maj.

 

Det er en stor campingplads, efter mit temperament er den for stor, det er jo en helt turistindustri, men vi skal nok alligevel få nogle gode dage her. Badestranden er flittigt besøgt det er derimod ikke de tre store swimmingpools.

Jeg gik en tur langs stranden mod Fazana, og kom ind til byen som så meget hyggelig ud her søndag eftermiddag. Der var især en af restauranterne hvor det gik lystigt til, der havde vist været et særligt arrangement i byen hvor deltagerne så sluttede her i denne restaurant for at spise grillede/stegte sardiner og drikke den lokale vin.

Jeg gik tilbage til campingpladsen for at få Solveig med tilbage til restauranten for om muligt at deltage i løjerne.

Vel ankommet i bil til restauranten fik vi plads og bestilte sardiner og husets vin (vinen er til 30 kr. for en liter). Vi faldt hurtigt ind i selskabet godt hjulpet af værten i restauranten, han gav for øvrigt et par glas vin. Værten underholdt med guitarspil og sang. En af de rigtig gamle gubber sang ”O Solo Mio” på italiensk, det gjorde han flot. Senere var der en som havde været hjemme og hente trækspillet og så blev der rigtig lystig musik, sang og dans. Vinen løb i stride strømme (ned i halsen).

Deltagerne og serveringspersonalet havde i dagens anledning fået udleveret T-shirts med specielt tryk på. Jeg prøvede på at bytte min gamle OL skjorte til en af dagens T-shirts, men det lykkedes ikke. Formanden for arrangementet må have set mit forsøg for han forsvandt og vendte tilbage med en T-shirts til mig.

Da vi ikke orkede mere vandrede vi et par kilometer hjem til campingpladsen, bilen havde vist ikke godt af at køre med os.

Det har været en herlig fest, som vi var heldige med at komme til at ”deltage” i.

På grund af omstændighederne, blev de fleste billeder fra festen ”lidt mislykkede”.  

 

Mandag den 31. maj.

 

Først og fremmest skal bilen hentes, den stod på sin plads så det blev der ingen problemer i. Derefter skal der hviles ud oven på gårsdagens festligheder. Her er herligt sommervejr, så det blev ude i solen i den bedste liggestol.

Om eftermiddagen var vi friske igen, og tog en tur ind til byen Pula. Vi ville køre lidt rundt for at orientere os i byen. Vi gjorde dog holdt da vi kom til det gamle romerske amfiteater som er 133 meter langt og 105 meter bredt. Det anvendes stadig til koncerter, opera og filmfestivaler. Det har tidligere være brugt til gladiator- og rovdyrkampe, er fra 100 tallet e. Kr..

 

Tirsdag den 1. juni.

 

Vi er kørt til Pula, for at hente friskt grønt. Det er en let opgave, for grøntorvet bugner med alt friskt grønt og frugt.

Vi købte Isberg og rukula salat, grønne asparges, artiskokker og tomater. Derefter var vi på fiske og slagtermarked og købte et kilo friske sardiner (10 kr.), en kalvetunge (11 kr.) og et par dejlige kalvekoteletter (29 kr.), priserne er som det kan ses meget rimelige.

 

Vi så også lidt på byen, som har en del gamle bygningsværker af ikke uvæsentlig interesse.

Domkirken med selvstændigt klokketårn.

Rådhuset fra 1200-tallet ved siden af Augustustemplet fra år 1 e. Kr..

Sergiernes Triumfbue opført år 27-29 f. Kr..

Og så blev det til en espresso inden vi kørte hjem for at tilberede sardiner til frokost.  

 

Onsdag den 2. juni.


Gik en tur langs stranden til Fazana, og talte med flere af de lokale som vi festede sammen med i søndags. Vi må have gjort lidt indtryk på dem. Den gamle fik jeg til igen at synge ”O Solo Mio”, han stod midt på havnen og solgte diverse skaller fra havdyr, det vakte lidt opsigt, men det kan være at det gav ham lidt mere salg.

 

Torsdag den 3. juni.

 

Vi var igen i Fazana for at spise på restauranten Conoba Feral, det er næsten blevet vores stamværtshus. Man spiser godt og vinen er som tidligere nævnt billig, 30 kr. literen.

 

Fredag den 4. juni.


Vi var igen på torvet i Pula for at hente grønt til weekenden samt fisk og kød. Blandt fiskene valgte vi seks skiver haj og ved slagteren købte vi et kalkun overlår. Det bliver så det kulinariske i weekenden.

 

Lørdag den 5. juni.

 

I dag havde vi den varmeste dag, så der var trængsel ved stranden. Det var så varmt, at vi af og til måtte søge ind i skyggen.

 

Søndag den 6. juni.

 

I dag er det blevet delvis overskyet så en udflugt vil være passende.

Vi kørte ind i landet hvor vi besøgte flere af de små bjergbyer blandt andet byen Pican som ligger på en bjergtop. En lille ”smuk” gammel by som trænger meget til vedligeholdelse. Den gamle bykerne er meget forfalden og næste ubeboet, her kunne laves mange spændende projekter hvis nogen vil ofre pengene på det. Der var en enkelt bygning der var ofret meget på især på inventaret, det var kirken den var meget flot indvendigt.

Det største lyspunkt i byen var sikker den lille bar med den søde betjening.

Der var for øvrigt også cykelløb i området, så vi mødte det ret store felt flere gange og politiet var mødt talstærkt op.

 

Mandag den 7. juni.

 

Så er varmen vendt tilbage, men havvandet er køligt og friskt, det gik dagen med.

Om aftenen var vi igen i Fazana for at spise på restauranten Conoba Feral og drikke noget af deres billige vin.


Tirsdag den 8. juni.

 

Stadig herligt varmt, men så bliver det heller ikke til så mange aktiviteter. Til frokost travede jeg dog langs stranden ind til Fazana for at finde et par nye sandaler, de gamle er slidt helt op.

Det lykkedes at finde et par sandaler, og så var jeg på Conoba Feral og fik stegte sardiner.

Hen imod aften - medens jeg stadig var meget varm - gik jeg i varmt bad, hvilket var for meget varme så jeg blev dårlig af det, det hjalp dog at ligge lidt i campingvognen med alle vinduer åbne det kølede mig ned igen.

 

Onsdag den 9. juni.

 

Vi har stadig enkelte steder i byen Pula, som vi endnu ikke har set, derfor kørte vi ind til amfiteateret hvor vi har erfaring med at det er rimeligt let at finde parkering. Det lykkedes også denne gang, hvorefter vi gik til Caroline-fontænen fra 1832 den er opført på fundamentet af en romersk kilde. Derefter gik turen videre til resterne af den romerske bymur med dobbeltbuen Porta Gemina fra 100 tallet e. Kr. og så ind på Det Arkæologiske Museum, i haven er der en række romerske skulpturer og bag museet er der et romersk amfiteater som endnu ikke er helt udgravet, hvilket også er vanskeligt for der er senere bygget en mægtig fæstning ovenpå.

Vejret har i dag været overmåde varmt.

 

Torsdag den 10. juni.

 

Har nydt varmen og vandet som efterhånden er blevet ret varmt.

Vi var igen i Fazana for at spise på restauranten Conoba Feral og drikke noget af deres billige vin. Det blev en lystig eftermiddag og aften, men nu var det også sidste gang vi kom der.


Fredag den 11. juni.

 

Slappe af dag, sidst på dagen pakkede vi sammen så vi er klar til at køre videre i morgen.

 

Lørdag den 12. juni.

 

Vi forlod så Camping Bi-Village. Det var ikke uden problemer for receptionen kunne ikke finde vores campingpas. Vi måtte så nøjes med at få en skrivelse som forklarede bortkomsten og bekræftede at vi havde et internationalt campingpas. Nu må vi se om det kommer til at betyde noget på den videre tur.

Det var da heldigt, at det ikke var vores danske pas som var forsvundet.

Vi betalte 14 dages ophold med 11 Camping Cheque, det er en fin ordning.

Vi kørte fra Fazana til Koper og videre mod Ankaran hvor vi meget let fandt campingpladsen.

Camp Adria Ankaran. CC337.

Her kan vi fortsat betale med Camping Cheque, men de har ingen rabatordning med antal checks.

 

Søndag den 13. juni.

 

Vi har haft en nat med heftigt uvejr, torden har passeret hen over campingpladsen tre gange i løbet af natten, og der er faldet enorme mængder af regn. Vores markise klarede det fint, men her til morgen rullede jeg den ind for ikke at risikere ødelæggelse.

Efter uvejret har vejret ændret sig totalt, det er blevet ret koldt så vi måtte have gang i varmeovnen. Temperaturen har dog været stigende hele dagen og lufttrykket er steget igen.

Til aften var vi et lille smut i Italien, efter tilbagekomst til Slovenien var vi på en af Ankarans restauranter og fik en dejlig middag.


Mandag, tirsdag den 14-15. juni.

 

Stille dage på campingpladsen

 

Onsdag den 16. juni.

 

Tur til Postojna- Hulerne og borgen Predjamski Grad:

Sloveniens populæreste turistattraktion er nok alle de tilgængelige hu ler. Den største ligger ved byen Postojna, disse huler har været tilgængelige siden 1819 og har været besøgt af millioner af turister.

Postojnas huler er over 20 kilometer lang og ligger i to horisontale lag.

Den almindelige tur tager 1½ time. Man kører 2-3 kilometer ind med et minitog, derefter er der en gåtur på ca. 1 time hvorefter det igen er med minitog ud til varmen igen. I hulerne er der koldt 8-10 grader.

Turen ind i hulerne er en stor oplevelse, det er en mystisk verden at bevæge sig rundt i. Der er også et mystisk dyreliv blandt andet en Europæisk hulepadde også kaldet ”menneskefisken”.

I hulerne må man ikke fotografere, i stedet for købte vi en dvd så vi kan gense hulerne når vi får lyst.

 

Efter huleturen kørte vi til renæssanceborgen Predjamski Grad.

Det er en gammel borg bygget ind under et klippefremspring således at det meste af borgen ligger under klippen, det ser ret mærkeligt ud. En rundtur i borgen var ret interessant idet man inde i klippen kunne gå rundt i den oprindelige middelalderborg.

 

Det blev en dejlig dag med masser af oplevelser.

 

Torsdag den 17. juni.

 

Strandtur langs de fredede klinter ud til Middelhavet, her yderst på klinten er vandet utroligt dejligt til at bade i og så er her næsten ingen mennesker. Ovenpå klinten har Røde Kors et rekreationshjem for børn med lungesygdomme, jeg blev inviteret ind og fik lov til at gå rundt i det dejlige område hvor rekreationshjemmet var indrettet med park og et dejligt pool-område.

 

Fredag den 18. juni.

 

Igen en spadseretur ud til klinten, men denne gang modsat vej rundt og hjemtur ind gennem vinmarkerne.


Lørdag den 19. juni.

 

Vi tager ind til byen Koper, den ligger ved bugten lige overfor campingpladsen. Det er Sloveniens største kystby. Den består af helt nye og moderne havne og industriområder og så det mest spændende den gamle middelalderlige bydel. Byen er oprindeligt anlagt på en ø, men øen er i 1825 gjort landfast ved at sundet er blevet tørlagt og bruges nu blandt andet til parkering.

Vi fik set på den centrale plads med domkirken, det Prætorianske Palads og Loggiaen med Markusløven.

Og vi fik også set lidt på marinaen og nød en frokost ved markedspladsen.

 

Søndag den 20. juni.

 

Jeg vandrede en tur til Italien, men fandt ikke området særligt godt til travetur så jeg gik tilbage til Slovenien og kørte med bilen en lille tur i Italien hvorefter jeg kørte til Koper og så lidt mere af byen som dog var meget stille i dag hvor det er søndag.

Vi fik igen i dag kraftigt tordenvejr medførende kølig luft.

 

Mandag den 21. juni.

 

I dag vil vi til kystbyen Izola som skal være en gammel fiskerihavn, men nu en decideret turistby.

Der var en flot og spændende gammel bydel, den er ligesom Koper bygger på en ø som senere er gjort landfast. På billedet er det den yderste højre side som indeholder den gamle bydel.

Jeg har haft et brilleproblem idet jeg har mistet den ene næsestøtte, det lykkedes her i Izola at få monteret to nye næsestøtter for den ringe pris af ca. 25 kr.

Efter turen rundt i Isola kørte vi til en anden kystby Piran. Den kaldes Sloveniens hyggeligste kystby. Det er den vist også, den ligger smukt yderst på en klippehalvø og omkranset af bymur. Men det er ikke en by der er let at køre til, hele byen er betalingsområde, så inden man kører ind skal man have betalingskort, som gælder til at køre i byen. Hvis der skal parkeres skal der igen betales, men det er sikkert altid nærmest umuligt at finde en parkeringsplads, så vil man se Piran anbefales det at parkere udenfor byen og så gøre byen til fods.

Vi kørte ud igen og slap for at betale, for det viste sig at den første time i byen er fri.

Vi fik ikke set ret meget af byen og kørte videre til Portoroz (Rosenhaven) som kun er ferieby med restauranter, barer, natklubber, kasino, marina m.v. Byen ligger smukt ved Pi ranbugten, der er også udsigt over det inderste af Piranbugten med de 800 år gamle saltpander hvor der stadig udvindes Middelhavssalt på samme måde som for 800 år siden.

 

Vi kørte til Secovlje hvor saltpanderne ligger, her er mulighed for til fods at gå ud i området, men vi valgte at køre efter skilte som viste til en restaurant. Det viste sig at den lå helt ude hvor ”Kragerne vender”, men i øvrigt var det en restaurant som var værd at køre efter, den kan anbefales for andre og kommer vi her igen skal vi igen en tur derud.

 

Efter middagen fortsatte vi mod grænsen til Kroatien som vi passerede så vi igen var en lille tur i Kroatien. Vi vendte ved byen Buje og kørte tilbage til Slovenien og hjem til campingpladsen i Ankaran.

 

Om aftenen hyggede vi os sammen med campister fra Silkeborg.

 

Tirsdag den 22. juni.

 

Travetur til klinten, der var i dag meget højvande så adskillige gange måtte jeg snige mig langs klinten med fødderne i vandet.

 

Efter traveturen fik jeg er overraskelse:

Vi regner med snart igen at kunne anvende vores Navigator TomTom, idet vi indenfor nogle dage igen kommer i et område hvortil vi har TomTom landkort.

Jeg ville derfor starte navigationssystem igen efter at den nu har været pakket væk i et par måneder. Det viste sig at der ikke var strøm på batteriet, men det lod sig dog let genoplade. Derefter måtte jeg konstatere at Pc’en var blevet resat til fabriksindstilling, hvilket betød at TomTom programmet var væk.

Jeg har heldigvis min bærbare PC samt cd’erne med program og landkort med, så jeg geninstallerede programmet, men den kræver igen en autorisation fra leverandøren, hvilket dog kan gøres online, men jeg kommer kun online når jeg finder en netcafe så det må vente til senere for her på campingpladsen findes det ikke.

 

Onsdag den 23. juni.

 

Vi havde planlagt herfra at køre til Venedig, men vi ændre planerne og kører tilbage forbi Ljubljana til Bled for derefter at tage Karavankel tunnellen tilbage til Østrig hvor vi 6. juli skal mødes med Helle, Jan, Pernille og Malene.

Vi gør holdt i Bled og tager igen ind på

Bled Camping CC334
Det er altid hyggeligt at komme tilbage til gode steder, især når man endog bliver genkendt og budt velkommen tilbage.

Det er stadig et dejligt område, men meget køligere end ved Middelhavskysten. Bled ligger jo også i en højde af godt 500 meter det gør noget ved temperaturen.

 

Her var mulighed for at komme online og få autoriseret den geninstallerede TomTom, det lykkedes heldigvis uden problemer, men jeg skal på den en gang mere, for jeg mangler at få autoriseret mine Europakort.

Navigationssystemet virker nu upåklageligt, men foreløbig kun med kort over Skandinavien.

 

Torsdag den 24. juni.

 

Vejrudsigten har forudsagt regnvejr de næste par dage og det er kommet til at passe. Det har i nat regnet ”skomagerdrenge” og i dag er det nærmest gråvejr og lidt regn. Men så må vi blive indenunder markisen.

Det er så en passende dag til at få TomTom autoriseret færdig, det lykkedes så nu er navigationssystemet helt klar til brug, til når vi om nogle dage kommer igennem Karavankel tunnelen og ind i Østrig.

I fodboldturneringen om Europamesterskabet så vi til aften på TV en meget dramatisk kamp mellem England og Portugal. Efter en lang straffesparkskonkurrence vandt Portugal og er dermed klar til kvartfinalen. Danmark skal på søndag spille en tilsvarende kamp mod Tjekkiet.

 

Fredag den 25. juni.

 

Det regner stadig og er køligt, men i morgen skal det blive sommervejr igen, det må vi så glæde os til.

I dag starter der en for-olympisk regatta på søen ved Bled. Hvis vejret bliver til det må vi ned og se på de idrætslige udfoldelser.

Roningen kom i gang, men det var for det meste træning, vi så lidt af det og gik i øvrigt begge to en tur rundt om søen.

Om aftenen spillede Frankrig og Grækenland deres ottendedelsfinale i EM-fodbold, Grækenland vandt og og nu også klar til at spille kvartfinale.

 

Lørdag den 26. juni.

 

Vi så på kaproning hvor der i dag var rigtige konkurrencer med deltagelse fra Slovenien, Kroa tien, Ungarn og Østrig, vejret er blevet rigtig flot og varmt.

Jeg gik igen en tur rundt om søen. Inde i Bled så det ud til at der var mange bryllupper, det prægede i hvert fald byen hvor der var musik og korsang.

På søen foregik der også noget. Der blev sejlet eskadresejlads rund på søen og de sluttede ved kirken. I bådene var der flere orkestre så der var musik over hele søen, meget festligt.

Om aftenen var det Sverige og Holland der spillede fodbold. Det blev en dramatisk kamp med forlænget spilletid og straffesparkkonkurrence, det endte med en sejr til Holland.

 

Søndag den 27. juni.

 

Finalesejladser på kaproningsbanen blev overværet, men ellers nød vi det ret varme vejr.

Om aftenen var det så Danmarks tur til at spille ottendedelsfinale i fodbold, modstanderne var Tjekkiet som desværre løb med sejren.


Mandag den 28. juni.

 

Når man er i Bled bør man også besøge naturområdet ved Vintgar. Det gjorde vi i dag og det er en tur som vi ikke fortryder.

Vintgar ligger ca. 4 km nordvest for Bled. Jeg var her oppe sidst vi var i Bled, men denne gang kørte vi til et andet sted i området.

Jeg gik ned langs den rivende flod, i begyndelsen var det en rimeligt rolig flod og en fin grussti til at gå på. Det ændrede sig hurtigt og stien blev til en gammel træbro hægtet op på siden af fjeldet og med mange spinkle broer over floden. Efter knap to kilometer kom jeg frem til det vandfald som var målet for turen, og så begyndte tilbageturen som selvfølgelig gik en del opad.

Efter turen fik vi frokost på den restaurant som ligger ved udgangspunktet. Det er en restaurant som var besøget værd, det var en usædvanlig venlig betjening.

Om aftenen pakkede vi sammen for i morgen at køre videre mod nord.

 

Tirsdag den 29. juni.


Vi forlader i dag Bled Camping. Ved afregningen fik vi 15 % nedslag i prisen. Vi fik 5 % for at have internationalt campingkort, 5 % for at have boet der i over 6 dage og 5 % for at være fast kunde.

Turen gik derefter gennem Karavankel tunnellen og vide gennem Tauern tunnellen for derefter at køre imod Zell am See, men ved Bruck kørte vi in på

Sportcamp Wolferlgut CC 265 (C-4)

Om aftenen spiste vi i campingpladsens restaurant hvor vi fik fondue og husets rødvin. Hyggelig aften!

 

Onsdag den 30. juni.

 

Jeg var ret tidligt oppe i dag, og gik en lang morgentur. Det er herligt at gå tidligt, blandt andet fordi alle man møder hilser pænt god morgen. På hjemturen var jeg lige inden om bageren for at få frist morgenbrød med hjem.

I dag var vi ude for at finde et rigtigt moderne supermarked. Det er længe siden vi har været i et sådan. Vi fandt et Maxi marked og var ved at gå helt gravsat da vi kom ind med en stor indkøbsvogn. Det er egentlig helt utroligt som et sådan marked kan styre ens indkøbslyster. Nå vi fik kun købt godt og vel hvad vi havde brug for.

Vi var også en tur inde i Bruck by blandt andet for at trække lidt penge i pengeautomaten og så blev det selvfølgelig også til en enkelt øl på en fortovsrestaurant.

 

Torsdag den 1. juli.


Vi har i dag været en tur i Hopfgarten for at se på Terrassencamping Schlossberg (B-26). Det er der vi på tirsdag skal mødes med Helle, Jan, Pernille og Malene samt hunden Fifi.

Ved frokosttid spiste vi gullasch på en fortovsrestaurant i Hopfgarten.

Hjemturen tog vi over Gerlos passet, det var en flot tur. Vi gjorde ophold med udsigt over den opdæmmede sø og så selvfølgelig med udsigt mod Krimml vandfaldet. Det vandfald besøgte jeg også for 56 år siden, det har slet ikke ændret sig.

 

Fredag den 2. juli.

 

Vi havde regnvejr næsten hele dagen. I en opholdsvejr periode gik jeg en tur ind til Bruck by og fik en enkelt øl på samme sted som i går.

Aftenen blev tilbragt i campingpladsens restaurant/bar hvor der var levende musik og godt øl.


Lørdag den 3. juli.

 

Der er i aften arrangeret Tyroleraften i campingpladsens restaurant.

Det blev en meget festlig aften med god undeholdning.Der blev vist tyrolerdans og tyrolermusik både på harmonika, kobjælder, alpehorn, øksehuk og mejselslag mod sten.

 Og så krydret med godt østrisk øl og hvidvin, så skal det jo bare blive festligt.

Aftenen sluttede med at tage nogle gode billeder af campingværten som egenhændigt gik i gang med rengøring efter øksehuk med videre.


Søndag den 4. juli.

 

Vi tog en lille biludflugt til Kaprun by og Kaprun kraftværk. Der var mulighed for at blive transporteret op i vildmarken, men vi valgte at spise en stor isanretning i Kesselfall Alpenhaus.

 

Mandag den 5. juli.

 

Vi bryder i dag op fra denne fremragende campingplads for at flytte til Hopfgarten mere nøjagtigt til Camping Schlossberg.

Campingpladsen er indrettet på terrasser i en sydvendt dal, så her må være både lunt og uden ret megen blæst.

Vi blev tildelt en dobbeltplads øverst oppe, det ser ud til at være et ideelt sted for os når vi i morgen skal mødes med Helle, Jan, Pernille og Malene.


Tirsdag den 6. juli.

 

Allerede tidligt på formiddagen blev vi forenet med familien og de indrettede sig på vores dobbeltgrund.

Om eftermiddagen vandrede pigerne og jeg ad bjergstien op til landsbyen Itter, hvor vi læskede os med øl, cola og is.

Vi besøgte også kirken og var fremme ved indkørslen til slottet Schlossberg, men længere måtte man ikke komme for slottet er privat bolig.

Hjemturen gik igen ad den stejle bjergvej, men denne gang gik det kun nedad det var også tiltrængt.

På vej opad skar vi os hver en spadserestok, som var til god hjælp.

Til aften lavede jeg gullach og den blev rigtig god, men lidt senere end forventet. Vi havde stadig lidt slovensk rødvin til maden.

 

Onsdag den 7. juli.

 

I dag skal vi ud og se på den nærmeste omegn. Vi kørte først til Hopfgarten, hvor Helle og Jan i deres unge dag var på skiferie så der var steder der skulle ses og mindes.

Derefter valgte jeg med min navigator TomTom at vise vej op i bjergene hvor vi kom frem til Niederau.

Her købte vi - hos Spar købmanden - ind til en frokost i det grønne, det blev en herlig frokost selvom der var nogle insekter som bed og sugede blod. Vi kunne ikke blive enige om hvad insekterne hedder, vi diskuterede betegnelserne hestebremser, blinde fluer og klæger.

Efter frokosten kørte vi videre til Oberau, som viste sig at være et område hvor Jan havde barndoms-/ungdomsminder fra.

Vi sluttede dagen med at købe madvarer i et meget stort butikscenter i byen Wörgl og så tilbage til campingpladsen.

 

Torsdag den 8. juli.

 

Pigerne havde fået mod på bjergstien til Itter, så vi fattede igen vores vandrestokke. I Itter var vi inde på hotel Tyrolerhof og fik nogle meget store isanretninger samt en typisk østrisk varm ret.

Jan gik senere - med hunden - samme vej til Itter, men han fandt os ikke på Tyrolerhof.

Vi var ved at komme for sent tilbage for jeg havde lovet at stå for madlavningen i dag. Vi havde seks friske ørreder liggende som skulle grilles eller steges, det blev til pandestegte ørreder med ristede mandelflager.

 

Fredag den 9. juli.


I dag skal vi højt op i Alperne. Vi kører til Zell am See og Bruck, herfra går Grossglockner Hochalpenstrasse op over Alperne. Undervejs kørte vi ad en sidevej op på Edelweis-Spitse 2571 meter højt, men det var ingen succes for det var meget tåget og det småregnede så der var ingen udsigt fra den top.

Vi kørte ned igen på sydsiden af Alperne i retning mod Italien og fortsatte ned til Kaiser-Franz-Josefs-Höhe i 2365 meters højde, her var en flot udsigt over den store gletscher og op mod Grossglockner som er 3798 meter høj.

Medens vi nød kaffe, kage og is brød et kraftigt uvejr løs med torden og regn. Vi kom næsten tørre tilbage til bilerne og begyndte turen tilbage.

Under opturen begyndte det at sne. Det sneede så meget, at vi ret hurtigt mødte sneploven som var i gang med at rydde vejen for os, det var dejligt, men der var stadig isglat på vejen, så vi måtte passe godt på under kørslen.

Vi kom efterhånden ned i mere mildt vejr og kørte roligt tilbage til campingpladsen i Hopfgarten.

 

Lørdag den 10. juli.

 

Vi havde en dejlig dag på campingpladsen og sluttede med middag i Restaurant på campingpladsen.

 

Søndag den 11. juli.

 

Vi har haft regnvejr hele natten og det regner også det meste af formiddagen.

Hen mod middag kørte vi op over Itter til Söll, Her var også noget at mindes for Helle og Jan, som i deres helt unge dage tog på skitur hertil.

Helle og familie tog liften op på bjerget, hvorimod vi blev nede og kørte en tur til Kitzbühel og Hanenkam, for at se vintersportsstedet som vi kender fra vintersport i fjernsynet.

 

Mandag den 12. juli.

 

I dag tager vi os af børnene medens Helle og Jan tager på tur alene + hund. De kørte den tur vi selv havde været på for en uges tid siden, nemlig op over Gerlos passet og ned ved Krimml med Europas højeste vandfald.

 

Tirsdag den 13. juli.

 

Så er det tiden til at forlade Tyrol, nogen skal jo hjemad for at passe arbejde.

Vi pakker sammen og kører mod nord, vi har aftalt at køre til Altmühltal, hvor vi var sidst i april måned. Vi tog igen ind på campingpladsen

Camping Altmültal CC 292.

Der var nu blevet ”bygget” et brændeskur til det brænde som jeg kløvede i april måned.

Vi havde igen en hyggelig aften omkring bålet og med en times Happy Hour.

 

Onsdag den 14. juli.

 

Sidst jeg var her var jeg på spadseretur op til borgen i Kipfenberg. Vi tog den samme tur endnu engang, men denne gang var jeg så ikke alene.

Vi gik op til borgen Kipfenberg som ligger i forbindelse med den gamle Romermur som afgrænsede Romerriget mod nord mod Germanien.

Om aftenen var vi inde i Kipfenberg og spise. Jeg havde fundet et sted hvor de serverer enormt store portioner og det skal jeg love for at det var. Vi fik kalvesnitsler så store som ”lokumsbrædder” og meget store hele svineskanke, grillstegt oksekød med meget mere. Efter vi havde spist hvad vi kunne fik vi resterne pakket ind som hundemad, men skal jeg være helt ærlig blev der til hundemad og en god gang biksemad dagen derpå, der var rigeligt til seks personer.

 

Torsdag den 15. juli.

 

Efter rådslagning i familien ændrede vi ruten hjem. Vi kører ikke direkte, men tager mod vest for at få nogle dage ved Rhinen og Mosel.

Vi kører til en af vores gamle favoritpladser Campingpladsen Loreleyblick ved St. Goar. Det er en lidt primitiv plads, men den ligger dejligt lige overfor klippen Loreley ved Rhinen. Pladsen bliver fra næste sæson mere moderne idet de er i gang med at bygge nye toilet- og bade faciliteter med videre.

Vi fik fin og god plads til to campingenheder.

 

Fredag den 16. juli.

 

Vi hygger os på campingpladsen medens resten af familien tager på tur til Koblens og op langs Mosel til blandt andet borgen Eltz som er et besøg værd.

Om aftenen holdt vi stor Grillaften, det er jo bare dejligt og så endog med den lokale hvidvin.

Vi blev dog noget generet af rockmusik fra den anden side af floden. Der var rockfestival i tre dage med musik der næsten kunne ryste Loreley klippen.

 

Lørdag den 17. juli.

 

Vi gik på indkøb i St. Goar, men blev overrasket af et kraftigt tordenvejr med regn. Tiden blev fordrevet i tørvejr på en cafe hvor vi fik store isanretninger og store krus øl.

Efter de første øl bad jeg tjeneren om at skaffe solskin eller en taxi eller flere store øl. Han mente det ville være bedst med flere store øl og derved blev det. Vi var heldigvis gående ind til. St. Goar, så da det blev næsten tørvejr listede vi forsigtigt hjemad til campingpladsen.

 

Vi havde købt ind til endnu en grillaften, så vi stillede alting an til dette, tændte grillen og begyndte at grille, men nu opdagede vi nogle meget truende sorte skyer komme ind over bjergene, og inden for ganske få minutter brød et forfærdeligt uvejr løs. Det begyndte med meget kraftige vindstød som rev alle løse genstande med sig, solsejl blev rusket løs fra sine barduner og vores markise truede med at bryde sammen. Vi fik dog reddet vores udstyr, men det gik ikke så vel for alle de andre campister.

Der var så kraftig vind, at det vi havde stående på køkkenbordet inde i campingvognen blev blæst ud af vinduet, det var olie- og eddikeflaske samt vores knivblok med seks knive.

Vi fik samlet os i campingvognen og kunne nu spise inden døre, men grillmaden stod stadig ude i regnvejret så jeg måtte i badebukser ud i regnen og redde middagen, som blev stegt færdig på en pande over gassen.

Vi fik os spist mætte og var en oplevelse rigere.

 

Søndag den 18. juli.

 

I dag pakker Helle og familie sammen for at køre så direkte som muligt hjem til Fyn.

Vi tager endnu en dag her på Loreleyblick.

Vi gik en tur ind til St. Goar hvor der var noget festivitas i anledningen af at de lokale Skydebrødre havde holdt Fugleskydning, og jeg skal love for at de festede.

Vi spiste til aften inde i byen.

 

Mandag den 19. juli.

 

Vi tog igen ind til St. Goar hvor Skydebrødrene stadig festede, nu var der kommet et stort orkester som underholdt med god tysk ølmusik.

De gamle gubber (Skydebrødrene) havde stadig deres festlige dragter på, nok knappet noget mere op end i går. De så nærmest ud som om de havde festet helt igennem, stemmerne var noget grødet, men humøret højt, vi deltog i festlighederne efter bedste evne, jeg havde endda taget min tyrolerhat på.

 

Tirsdag den 20. juli.

 

Vi havde besluttet at flytte i dag, man det var et forfærdeligt regnvejr da vi vågnede og regnen fortsatte hele formiddagen. Vi ændrede vores beslutning og tog endnu en dag her på Loreleyblick.

 

Onsdag den 21. juli.

 

Så fortsætter turen hjemad, vi har dog besluttet lige at tage Køln med på turen. Vi har aldrig været i den store by så nu skal den ses.

Vi kørte over den meget høje og lande bro over Mosel, fortsatte forbi Bonn og frem til Køln. Navigationssystemet TomTom er ganske god til at finde de bedste og hurtigste veje, så den fulgte vi slavisk. Vi kørte til Campingpladz der Stat Köln (C-10a).

En udmærket campingplads ned til Rhinen, men der er et meget højt støjniveau for pladsen ligger næsten under motorvejsbroen.

 

Torsdag den 22. juli.

 

Vi er taget her til for at se på byen Köln, så i dag kører vi derind, vi finder ret let en parkeringsplads, med det er også dyrt at parkere i byen (1 Euro pr. halve time).

Domkirken (Kölnerdomen) er et flot syn. Vi var også inde i kirken, men den var i brug til gudstjeneste så det var mere en oplevelse for ørerne end som for øjnene, men stor og flot er den.

Vi vandrede rundt i den indre del af byen og fandt et hyggeligt sted at spise frokost. Stedet var et af byens utallige bryggerier. Til frokosten fik vi selvfølgelig den lokale øl som kaldes Kölsch og drikkes af cylindriske glas kaldet Kölner Stangen.

 

Fredag den 23. juli.

 

Vi flytter mod nord og dermed hjemad. Denne gang lader vi vores navigationssystem TomTom bestemme. I en passende afstand vælger vi en campingplads og lader navigatoren vise os vej til denne for os ukendte campingplads.

Efter ca. 350 kilometers kørsel viste navigatoren os ind ad en lille skovvej til Campingplatz Bannsee hvor vi blev vel modtaget af campingchefen. Campingpladsen ligger ret tæt på det tyske ferieområde Steinhuder-Meer.

Campingpladsen var en plads for fastliggere så vi fik anvist en plads udenfor den egentlige campingplads, men med tilladelse til at bruge pladsens ganske gode faciliteter.

Jeg gik en tur rundt på campingpladsen og fandt mange særprægede campingenheder, og pludselig dukkede denne restaurationscampingvogn op, her var der liv og glade dage, og hele aftenen forløb i festligt lag. Det var campingchefen Horst Baschek der stod for udskænkningen.

 

Lørdag den 24. juli – Mandag den 26. juli.

 

På trods af et festligt ophold forlod vi pladsen og kørte til en gammel kendt plads, nemlig

Jarplund Campingplads lidt syd for Flensborg.

Der er stadig enkelte ting som det betaler sig at købe ved grænsen inden vi kører hjem til Danmark.

 

Tirsdag den 27. juli – Onsdag den 28. juli.

 

En tur omkring familien i Skårup ved Svendborg for at rengøre campingvognen efter 4. måneders ferietur.

Skovmøllevej Camping

 

Torsdag den 29. juli.

 

Så er vi hjemme på Frederiksberg.

Kilometertælleren står på 71.680 km. Vi har dermed kørt 7.172 km.

Smukt sted ved Bled i Slovenien.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

23.03 | 21:51

Kære Jørgen
vi ønsker dig et stort tillykke med fødselsdagen, håber at du har det godt.
savnede dit julebrev, som du jo har skrevet de sidste mange år. Kh. Ann

...
09.01 | 20:20

Hej Anette
Tak for kommentarer.
Det var så den historie, idag lever jeg som enkemand i Thailand, men jeg har stadig min campingvogn i Danmark.
Hilsen
Jørgen Ulm

...
09.01 | 17:03

Jeg faldt tilfældigt over din historiske camping bog Sjovt at genopfriske hvordan det var. En fin måde at vise udviklingen på. Tak for kigget

...
23.06 | 18:25

flot side
www.in-joy.dk

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE