At rejse er at leve!

2009 Camping på Åbyskov Strand Camping.

Dagbog for camping i 2009:

Åbyskov Strand Camping.

 

Bemærkninger:                   
Turen gennemføres af Solveig og Jørgen Ulm.

Den bliver gennemført med vores sædvanlige campingudstyr.

Det er en LandRover og Hymer Nova campingvogn.

Af pladshensyn (pris) er fotosamlingen fra opholdet på Åbyskov Strand Camping flyttet til:

http://picasaweb.google.com/Jorgen.Ulm/2009CampingAbyskov #

God fornøjelse.




Torsdag den 19. marts.

Vi har i dag kørt fra Frederiksberg til Skårup for at hente campingvognen som har overvintret i en lade.
Campingvognen blev stillet op på Åbyskov Strand Camping på plads nr. 98.
Efter reglerne må man ikke overnatte på campingpladsen før efter den 21. marts.
Fredag og lørdag deltager jeg i Dansk Sejlunions Årsmøde/Generalforsamling, der bliver afholdt i Odense Congres Center.

Kort over Åbyskov Strand Camping taget fra Google Earth.

Søndag den 22. marts.

I dag skal campingvognen gøres helt klar til beboelse, og forteltet skal rejses. Til hjælp med rejsning af forteltet ankom Helle, Jan, Pernille og Malene, de havde Solveig med. Vi fik hurtigt rejst teltet og pløkket så det kunne blive stående, hvorefter liggestolene blev grundigt afprøvet.
Til aften fik vi en dejlig Ungarnsk Gullash med rødvin, og så var campinglivet endelig blevet genoptaget.

Campingvogn og fortelt er nu opstillet på Åbyskov Strand Camping plads 98.

Mandag den 23. marts.

I dag har Jørgen 75 års fødselsdag, og vi har 52 års bryllupsdag.
Roman og Grethe kom fra København for at være med til at fejre fødselsdagen. Vi fik en god frokost i campingvognen (sild, sild, sild og ost) med øl og vodka.
Om aftenen var vi i restaurant Svendborgsund, her deltog også Helle, Pernille og Malene (Jan lå og blev opereret på Nyborg Sygehus).
I løbet af dagen ankom en række dejlige fødselsdagsgaver, hvis du har givet mig en gave, så er der her endnu engang en stor tak for opmærksomheden!

Her er en dejlig vingave.

Tirsdag den 24. marts - Fredag de 27. marts.

Nu starter dagligdagen på campingpladsen, det begyndte med dejligt solskin, således at vi uden problemer kunne sidde i forteltet og nyde frokosten.
Forteltet blev gjort færdigt med møbler, lamper og hvad der ellers hører til.
Fra onsdag vendte det dårlige vejr tilbage med kulde, storm og nedbør i form af regn og sne, men det er dejligt at sidde inde i varmen og se på uvejret.
Jeg benytter lejligheden med det dårlige vejr til at kopiere alle mine selvoptagne videoer til en af mine fødselsdagsgaver en ekstern harddisk på 500 Gb. Det betyder at jeg altid har videoerne ved hånden og også har en ekstra backup, men det tager meget lang tid at kopiere, så jeg har "arbejde" til mange dage.
Torsdag var jeg en tur ved stranden, det var ekstremt lavvandet så der var gode muligheder for at indsamle blåmuslinger fra det yderste af stenhøfterne, så nu er der muslinger til frokost i morgen, de opbevares i nat i en balje med frisk vand.
Fredag var vi på indkøb til weekenden, tilbage i campingvognen blev blåmuslingerne tilberedt og nydt med en god rødvin til.
Det var dejligt friske muslinger.

Forteltet er nu blevet hyggeligt indrettet.

Lørdag den 28. marts.

Vi er i dag i Åbyskov Forsamlingshus med følgende program:


Buffet leveret af Per Lund.
Kl. 19.30 Dilettant forestilling.
kl. 21.00 Der vil efter forestillingen igen i år være musikalsk underholdning med "The Duo" som spiller op til dans.
Årets forestilling er krimi-komedien
"Dramaet på badehotellet Søblink"
(En svigermor slår til igen)

Årets dillettanter:



Søndag den 29. marts - fredag den 3. april.

Så har vi stillet om til sommertid.
Livet på campingpladsen går stille og roligt det er endog nogle dage muligt at sidde ude og nyde solen.
Dette er en meget kort dagbog, årsagen er den at jeg ved et uheld kom til at slette den originale tekst, dette gælder også næste afsnit.

(Rigtige mænd tager ikke backup)!

Den første forårssol nydes foran campingvognen.

Lørdag den 4. april - søndag den 5. april.

Vi har fået grillen pakket ud og har inviteret Helle, Jan, Pernille og Malene på flæskesteg.
Sådan en halv svinekam vil altid lykkes i en kuglegrill, det gjorde den også denne gang med sprød svær og dejlig saftig.

Sammen med flæskestegen kom der også seks store bagekartofler på grillen, de blev også meget lækre.

Her er Svinekammen netop sat igang i kuglegrillen.

Mandag den 6. april - lørdag den 11. april.

Vi har været en tur i Odense for at besøge Odense Basar, som er et interessant marked at besøge. Det er nærmest som at gå rundt på et marked i et eller andet Middelhavsland for eksempel Marokko.
Vi spiste i en af de små restauranter, det blev på en Vietnam inspireret restaurant.
På markedet købte vi Egyptiske nye kartofler og hos slagteren blev det til et kvart lam, så har vi lidt til påsken.
Onsdag blev et stort stykke af lammet sat over på grillen. De egyptiske kartofler blev kogt med skræl og derefter vendt på panden med smør og persille. Middagen blev nydt sammen med Helle, Jan, Pernille og Malene.
Torsdag var vi til Kjelds 79 års fødselsdag, og fredag var det Malenes fødselsdag, hun blev 11 år, vi startede med morgenmad og vendte tilbage om aftenen til stort familie komsammen.

Malene med en af fødselsdagsgaverne, en ny cykel.

Søndag den 12. april - onsdag den 15. april

Rigtigt herligt forårsvejr med masser af sol. På dagens travetur så jeg på fynsk idyl som det fremgår af billedet her under.
Jeg besøgte igen huset i skoven, hvor jeg også i år blev inviteret på kaffe.
Mandag fik vi besøg af Jørgens søster Gerda og grillen blev forsynet med en dejlig stor kylling, som blev meget vellykket.
I dag har det været den varmeste dag så det var muligt at ligge i solen og få sol på maven.
De følgende dage var stadig med sol, men med lidt for megen kold vind fra vandsiden.


Fynsk idyl med en blå vandpost.

Torsdag den 16. april.

Til aften skal vi til den årlige skolekoncert på Øster Åby Friskole.
Det er alle klasser på skolen som får mulighed for at vise hvad de kan levere af musik og sang.
Pernille og Malene går begge på Øster Åby friskole.


Pernille med bas-guitaren.

Fredag den 16. april - tirsdag den 20. april.
Jeg savner en cykel til at motionere på. Jeg plejer at gå meget, men det ville være dejligt at kunne komme lidt længere omkring og komme til andre områder, derfor har jeg i dag købt mig en ny cykel som bliver leveret når vi kommer tilbage til campingpladsen om en måneds tid.
Vi har nemlig besluttet at køre hjem til Frederiksberg på tirsdag, for at gøre klar til årets sejltur til Polen.
Vi har fortsat fantastisk dejligt vejr, så det er rigtig fristende med grillen, den bruges da også flittigt, som for eksempel lørdag hvor en dejlig kalvesteg røg på grillen sammen med bagekartofler, samt gulerødder som var marineret med olivenolie og honning. Stegen blev spist sammen med Helle, Jan, Pernille og Malene. Som dessert fik vi en frisk melon.
Søndagsgrillen blev mere simpel med stegt flæsk og nye kartofter kogt og grilstegt med olivenolie og persille. (Men det smagte godt).

Vi er nu hjemme på Frederiksberg.

Dette er fra ejerforeningen Frederikshave.

Onsdag den 20. maj.

Nu er årets sejltur slut, dagbogen for sejlturen kan læses på denne side:
http://www.ulm.dk/22982696

Jeg kørte fra Frederiksberg til Skårup, hvor jeg hentede Solveig. Efter et dejligt aftensmåltid hos Helle og Jan kørte vi tilbage til Åbyskov Strand Camping og genoptog vores forårscamping. Det var dejligt at komme tilbage til campingpladsen og blive mødt af alle vores tidligere naboere.

Så er vi tilbage på Åbyskov Strand Camping.

Torsdag den 21. maj - lørdag den 23. maj.

I dag hentede jeg min nye cykel og fik den klargjort til brug, det var herligt at sætte sig på en cykel efter der vel er gået mindst 40 år siden jeg sidst havde en cykel.
Jeg hentede Malene på Svendborg Station da hun kom hjem fra lejrskole i Silkeborg.
Fredag. Det er i dag Kristi Himmelfartsdag. Jeg var ude på en lidt længere cykeltur.
Lørdag. I dag skal campingpladsens badebro genopstilles med frivillig arbejdskraft, der var mange campister som mødte op og var arbejdsivrige, så der blev ikke noget arbejde til mig, det var også godt nok, for jeg mærker stadig i alle led og muskler, at jeg har været ude og sejle med sejlbåd igennem 3 uger.

Badebroen genopstilles af frivillige campister.

Søndag den 24. maj.

Det er en dag med pragtfuldt vejr, jeg prøver at køre en lidt længere tur på cyklen, det blev op til Skårup, når jeg skriver op til så er det fordi det går opad næsten hele vejen, men så var der også fart på hjemturen.

Jørgen er klar til cykeltur.

Mandag den 25. maj.

I dag fik vi vist årest første sommerdag med 25 grader. Alligevel stod det på flæskesteg lavet på Weber grillen, og den blev som sædvanlig rigtig god.
Vi fik besøg af Helle og Malene.
Malene fotograferede Jørgen på cykel på campingpladsen.

Jørgen cykler på campingpladsen, fotograferet af malene.

Tirsdag den 26. maj - Tirsdag den 2. juni.

Vi har et stille og roligt liv på campingpladsen. Der kommer en meddelelse i min E-Boks fra Færdselsstyrelsen om, at det er tiden til et periodisk syn af Land Roveren, jeg fik bestilt tid i Svendborg og har nu fået foretaget et syn som resulterede i en godkendelse.
I Pinsen kom Helle, Jan, Pernille og Malene og camperede på Åbyskov Strand Camping, endvidere kom også Benny og Lene med drengene, så vi fik ligesom sidste år en god pinsefrokost.
Som sædvanlig medbragte Benny brød og smør, Jan havde en kurvfuld snapseflasker og vi leverede sildene, som i år var følgende:
Hvide marinerede sild.
Røde krydder sild.
Dild sild.
Peperrods sild.
Hvidløgs sild.
Karry sild.
Chilli sild.
Lime sild.
Brændevins sild.
Tosset køter sild. (Sild + vodka + Jordbær + ribsgele + Tabasco).
Skovbunds sild. (Sild pyntet med ramsløg fra skoven).
Ej sild. (Rødspætte ruller på grill).
Grillpinde med Tigerrejer på grill.
Frigat deller (Grillpinde med små frikadeller).

Det blev en riktig god frokost, efterfulgt af kaffe og kage, blandt andet wienerbrød bragt til os af Lejrchefen på cykel.
Da pinsevejret var rigtig flot, blev der også badet flittigt fra stranden. Jeg fik slet ikke fotograferet, derfor ingen billeder.

Onsdag den 3. juni - tirsdag den 9. juni.

Så har jeg fået bilen synet, den blev selvfølgelig fundet OK.
Vi holdt grundlovsdag med videre.
I den forlængede week-end var Helle og Jan, Lene og Benny samt Hanne og Lars (alle med børn) her på campingpladsen med hver sin campingvogn.
Der blev holdt fødselsdag for Pernille, Michael og Hanne, sikken en fest.
Meget af min tid er ellers gået med at få bilen (LandRoveren) givet en ordentlig overhaling, så nu er den flot og skinnende klar til turen til Ungarn.
Jeg fik dog også tid til den foreløbig længste cykeltur indtil nu.
I dag mandag har vi været en tur på Valdemar Slot for at se/gense museet for Lystfartøjer.
Jeg glemte fotografiapparatet, så der er stadig ingen nye billeder her på siden.

Onsdag den 10. juni - Torsdag den 11. juni.
I dag skal vi holde fødselsdag for Pernille som i dag bliver 15 år.
Vi har sat en lammekølle på grillen og nye kartofler i gryden.
Et stort til lykke til Pernille!
Torsdag er der vejrudsigt til noget der ligner skybrud, og det holdt stik, det regnede hele dage.

Pernilles 15 års fødselsdag.

Fredag den 12. juni - lørdag den 20. juni.
Dette er den sidste periode på Åbyskov Strand Camping for denne gang.
Vi bruger den sidste tid til lidt rengøring i campingvognen og nedtagning af forteltet samt pakning af campingvognen til transport.
Mandag var vi et smut i Vejle for at besøge Frank og Bodil.
Lørdag eller måske allerede fredag begynder vi turen til Ungarn som så kan læses på denne side: www.ulm.dk/22982719

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

23.03 | 21:51

Kære Jørgen
vi ønsker dig et stort tillykke med fødselsdagen, håber at du har det godt.
savnede dit julebrev, som du jo har skrevet de sidste mange år. Kh. Ann

...
09.01 | 20:20

Hej Anette
Tak for kommentarer.
Det var så den historie, idag lever jeg som enkemand i Thailand, men jeg har stadig min campingvogn i Danmark.
Hilsen
Jørgen Ulm

...
09.01 | 17:03

Jeg faldt tilfældigt over din historiske camping bog Sjovt at genopfriske hvordan det var. En fin måde at vise udviklingen på. Tak for kigget

...
23.06 | 18:25

flot side
www.in-joy.dk

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE